To ældre borgere i Augustenborg kan få deres penge og værdier tilbage, efter at politiet samme dag anholdt to mænd, som er sigtet for at have udgivet sig for at være bankfolk.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog fredag den 10. juli to anmeldelser fra ældre borgere i Augustenborg, der kort forinden var blevet udsat for bedrageri.
I begge tilfælde var borgerne blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra banken. Han fortalte, at der var mistænkelig aktivitet på deres konti, og at de derfor skulle aflevere betalingskort, kode og værdier.
I den ene sag fik gerningsmanden udleveret et betalingskort og en kode. Der blev efterfølgende hævet 1.300 euro fra kontoen. I den anden sag blev der udleveret et større beløb i danske kontanter samt en møntsamling.
Borgerne kontaktede hurtigt politiet, og det fik afgørende betydning for efterforskningen.
“Fordi borgerne reagerede hurtigt, kunne vi sende en patrulje ud, afhøre dem, få et signalement af det falske bankbud og sikre spor”, oplyser vicepolitiinspektør Allan Dalager fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sammen med Sydøstjyllands Politi, der havde haft lignende sager, fik politiet mistanke til en bil, som befandt sig i området.
Senere samme dag blev to mænd på 34 og 42 år, begge fra Odense, anholdt i bilen på Sønderjyske Motorvej. I bilen fandt politiet det større kontantbeløb, eurosedlerne og møntsamlingen. Begge mænd er sigtet i sagerne.
En anden sag fra Augustenborg endte langt mere alvorligt, for tirsdag blev et ægtepar ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Rigspolitiet. Gennem flere timer i telefonen og på et onlinemøde overbeviste han ægteparret om, at der var mistænkelig aktivitet på deres konti.
Manden fik adgang til parrets bankoplysninger og påstod, at han kunne hjælpe dem med at sikre pengene.
I stedet mistede ægteparret 116.000 kroner. En betydelig del af beløbet stammede fra et lån, der var blevet optaget i deres navn. Sagen blev først anmeldt dagen efter.
Politiets efterforskere har efterfølgende sigtet en person, men pengene er vanskeligere at få tilbage, når de først er blevet overført til andre konti og hævet.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i løbet af de seneste tre måneder modtaget 34 anmeldelser om denne type bedrageri og forsøg på bedrageri. Sagerne har indtil videre ført til 45 sigtelser.
Politiet understreger, at hverken banker eller myndigheder beder borgere om at udlevere betalingskort, pinkoder, MitID-oplysninger, kontanter eller værdier.
Bliver man ringet op af en person, der beder om den slags oplysninger, bør man lægge på og selv kontakte banken eller politiet på et telefonnummer, man selv har fundet.
Politiet opfordrer også pårørende til at tale med ældre familiemedlemmer om svindelmetoden.
Er man blevet udsat for et falsk bankbud eller en falsk politibetjent, bør man hurtigst muligt kontakte sin bank og politiet på telefon 114.



















