Sønderborg står over for en omfattende udbygning af boligmarkedet. Sønderborg Kommune og Bitten & Mads Clausens Fond har indgået et nyt partnerskab med ambitionen om at få opført 2.500 nye boliger og byggegrunde i Sønderborg-området inden 2030.
Baggrunden er den markante vækst, kommunen har oplevet de seneste år. Investeringer i uddannelse, erhvervsliv og turisme har øget tilflytningen, og især den store udvikling på Syddansk Universitet i Sønderborg har skabt et stigende behov for flere boliger til studerende, dimittender og kvalificeret arbejdskraft.
For at sætte fart på udviklingen etablerer kommunen og fonden det fælles partnerselskab Boligudvikling Sønderborg P/S. Selskabet skal ikke selv stå for at opføre boligerne, men skal arbejde for at tiltrække investorer, udviklere og andre samarbejdspartnere, der kan føre planerne ud i livet.
“Flere boliger er et afgørende og nødvendigt skridt for at sikre Sønderborg Kommunes fortsatte vækst. Området oplever en fantastisk udvikling, og derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde attraktive rammer for de mennesker, der skal drive den fortsatte fremgang”, udtaler borgmester Erik Lauritzen, i en pressemeddelelse.
Hos Bitten & Mads Clausens Fond ser man samarbejdet som en naturlig forlængelse af fondens mangeårige engagement i lokalområdet.
“Vores investeringer i uddannelse og innovation når kun deres fulde potentiale, hvis de dygtige mennesker, vi uddanner, også vælger at bygge deres fremtid her i området”, siger Per Egebæk Have, bestyrelsesformand for Bitten & Mads Clausens Fond.
Partnerskabet bygger videre på traditionen for offentlig-private samarbejder i Sønderborg-området. Målet er at udvikle området til et endnu mere attraktivt sted at bo, arbejde og studere med fokus på helhedsorienterede løsninger, livskvalitet og bæredygtig udvikling.
“Ved at gå sammen med Bitten & Mads Clausens Fond skaber vi en stærk, handlekraftig organisation, der kan medvirke til, at fremtidens boligudbud matcher behovet og vores ambitioner om fortsat udvikling. Selskabet skal give input til byrådet og kommende kommuneplaner samt medvirke til at finde udviklere og investorer til boligbyggerier”, siger borgmesteren.
Den første opgave for Boligudvikling Sønderborg P/S bliver at udarbejde en samlet helhedsplan. Planen skal blandt andet pege på egnede arealer, beskrive de ønskede boligtyper og lægge en tidsplan for, hvordan de 2.500 nye boliger kan blive en realitet inden udgangen af 2030.
“At sikre tilstrækkelige og attraktive boliger er en forudsætning for at tiltrække og fastholde talenter. Derfor er dette partnerskab en direkte og strategisk vigtig investering i Sønderborg-områdets konkurrencekraft og trivsel” siger Per Egebæk Have.





















