Ved Sankt Hans-fejringen hos Dyvig Bådelaug udviklede den traditionsrige bålafbrænding sig noget anderledes end forventet, da der pludselig lød en række kraftige brag fra bålet.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi var der placeret syv kanonslag i bålet, som eksploderede under afbrændingen. Heldigvis kom ingen personer til skade ved episoden.
“Der er indløbet en anmeldelse om ulovligt fyrværkeri. Det skete i tirsdags i forbindelse med Sankt Hans hos Dyvig Bådelaug, hvor man oplevede, at der sprang syv kanonslag, som var placeret i bålet. Der skete ingen personskade, og vi har oprettet en sag om overtrædelse af fyrværkeriloven”, siger politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til, hvem der har placeret de ulovlige kanonslag i bålet.
















