Der er lagt op til en hyggelig dag med musik og sommerstemning, når Dyvig Bådelaug og Dyvig Havnekiosk inviterer til ’Musik på Dyvig Havn’ med gratis aktiviteter for både børn og voksne. Det sker lørdag den 27. juni på havnen i Dyvig.
Havneområdet byder som altid på en helt særlig atmosfære ved vandet, og denne dag kombineres det med aktiviteter for hele familien. Klokken 12:00 kommer MG Car Club Danmark og viser biler frem, og et par timer senere udstiller Als Veteran Club.
Kajakklubben har åbent fra klokken 13:00, hvor man kan se og høre om, hvordan man lærer at sejle og ro kajak, ligesom der er ’Åben båd’, hvor interesserede kan høre mere om sejler-livet.
Der er gratis is til de første 200 børn ifølge med en voksen på dagen, og alle børn kan lave snobrød mellem klokken 14:00 og 16:00 ved Klubhuset. Fra klokken 16:15 er der krabbevæddeløb, hvor man enten kan medbringe sit eget udstyr eller købe det i kiosken – der er præmier til de tre hurtigste.
Hele eftermiddagen er der salg af ringriderpølser med brød, øl, vand, vin og drinks i teltet. Havnekiosken er åben indtil klokken 18:00, hvor teltbaren åbner, og fra klokken 17:30 kan der købes mad i teltet, når dagen afsluttes med livemusik med Black Jack.
Overskuddet fra dagen går ubeskåret til aktiviteter for klubbens medlemmer, som man også kan støtte ved køb af lodsedler, hvor man kan vinde flotte gevinster. Musik på Dyvig Havn er sponsoreret af lokale foreninger, forretninger og virksomheder.
Arrangementet finder sted lørdag den 27. juni 2026 fra klokken 12:00 på Dyvig Havn. Dette er gratis at deltage, og man kan se mere, blandt andet det fulde program, på Dyvig Bådelaugs hjemmeside eller deres Facebook-side.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















