En ældre kvinde fra Sønderborg blev i begyndelsen af juni offer for et telefonbedrageri, hvor en mand udgav sig for at ringe fra hendes pensionsselskab.
Anmeldelsen blev modtaget i går formiddag, men bedrageriet fandt sted den 9. juni om eftermiddagen. Bedrageriet blev først opdaget senere af kvindens pårørende, hvilket er årsagen til, at anmeldelsen først blev indgivet nu.
Ifølge politiet blev den Sønderborg-bosatte 79-årige kvinde ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra hendes pensionsselskab. Under samtalen lykkedes det svindleren at få kvinden til at udlevere sine kontooplysninger.
Det førte efterfølgende til, at hendes konto blev misbrugt syv gange til onlinekøb. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor stort et beløb der er blevet handlet for.
“Endnu en gang vil vi opfordre til, at man er opmærksom på den slags opkald. Man skal aldrig oplyse personlige oplysninger over telefonen. Er man det mindste i tvivl, så læg på og ring selv tilbage til virksomhedens hovednummer”, siger politikommissær Chris Thorning Vesterdal.
Sådan undgår du telefonbedrageri
Udlever aldrig personlige oplysninger, kontooplysninger, MitID-oplysninger eller koder over telefonen.
Stol ikke alene på, hvad personen i telefonen siger. Svindlere kan udgive sig for at være fra banker, pensionsselskaber eller offentlige myndigheder.
Er du i tvivl, så afslut samtalen og ring selv tilbage til virksomhedens officielle hovednummer.
Tal gerne med en pårørende eller en person, du har tillid til, inden du foretager dig noget.
Kontakt straks din bank og politiet, hvis du tror, du er blevet udsat for svindel.




















