Det skal være lidt lettere at lande godt i både studielivet og byen, når nye studerende efter sommerferien finder vej til Sønderborg. Derfor støtter Sønderborg Ungdomsråd nu en studiestartsfestival, hvor unge kan mødes, prøve aktiviteter af og få nye fællesskaber fra start.
Sønderborg Ungdomsråd har bevilget 10.000 kroner til Intro Team ved Syddansk Universitet i Sønderborg, som står bag festivalen.
Festivalen skal skabe nye møder mellem studerende og unge i lokalområdet. I løbet af dagen bliver der et åbent program med aktiviteter, workshops, leg og fællesskab for alle unge, mens aftenarrangementet især er målrettet SDU’s studerende.
I dagsprogrammet kan studenterforeninger præsentere deres aktiviteter og workshops, og der bliver også plads til mere uformelle aktiviteter som spil, sport og socialt samvær. Tanken er, at nye studerende både skal lære hinanden, studielivet og Sønderborg bedre at kende.
Forperson for Sønderborg Ungdomsråd, Laura Feldborg, glæder sig over, at rådet kan støtte initiativet.
“Vi ønsker at støtte aktiviteter, der skaber fællesskaber og giver unge gode muligheder for at møde hinanden. Festivalen samler både studerende og lokale unge og er med til at gøre Sønderborg til et attraktivt sted at studere, bo og engagere sig”, siger hun i en pressemeddelelse.
Sønderborg Ungdomsråd uddeler løbende støtte til projekter og aktiviteter, der styrker unges trivsel, fællesskab og muligheder for at være en del af lokalsamfundet.


















