Rasmus Møller er vant til at få eleverne på Idrætshøjskolen Sønderborg til at presse sig selv i træningen, men i Stockholm var det ham selv, der stod midt i verdenseliten. Sammen med sin kæreste, Line Thams, havde han kvalificeret sig til HYROX-VM, og parret endte med en 12. plads blandt 110 deltagende par i deres aldersgruppe.
Verdensmesterskabet blev afholdt fra den 18. til 21. juni 2026, og her var nogle af de stærkeste HYROX-atleter fra hele verden samlet. Sportsgrenen kombinerer løb med funktionelle øvelser som slædetræk, roning, burpees og styrkeøvelser.
“Det var sjovt at opleve det store setup og se de helt store spillere. Der var en helt særlig stemning omkring arrangementet”, fortæller Rasmus Møller i en pressemeddelelse.
Vejen til VM begyndte allerede i december 2025, hvor Rasmus Møller og Line Thams kvalificerede sig ved et HYROX-stævne i London. Siden har træningen været målrettet mod verdensmesterskabet med mange timers fælles træning.
Til daglig møder eleverne Rasmus Møller på Idrætshøjskolen Sønderborg, hvor han blandt andet underviser i Xfit, fitness performance og beachvolley. Her tager han også elementer fra HYROX med ind i undervisningen.
“Det er en sportsgren, der vokser enormt hurtigt lige nu. Derfor bruger jeg også øvelser og træningsformer fra HYROX i flere fag”, fortæller han.
For Rasmus Møller handler træning ikke kun om resultater, men også om at udfordre sig selv, flytte grænser og finde glæden ved bevægelse. Det er nogle af de værdier, eleverne på Idrætshøjskolen Sønderborg også møder i hverdagen.


















