Kommunen vil i samarbejde med Lokalrådet undersøge mulig sikring af Alssundbroen efter tre hændelser i år

Efter spring fra Alssundbroen skal mulig sikring drøftes i Lokalrådet

Arkivfoto: Michael Kjær

Efter spring fra Alssundbroen skal mulig sikring drøftes i Lokalrådet

Arkivfoto: Michael Kjær

29. juni 2026 112 Skrevet af: Sissel Vinther

Efter tre alvorlige hændelser ved Alssundbroen i løbet af 2026 vil Sønderborg Kommune i samarbejde med Lokalrådet se nærmere på udviklingen og efterfølgende tage kontakt til Vejdirektoratet om mulighederne for en eventuel sikring af broen.

Spørgsmålet om en mulig sikring af Alssundbroen er blevet rejst flere gange i kommentarsporet på SønderborgNYTs Facebook-side efter de seneste hændelser ved broen. Her har læsere blandt andet spurgt, om broen kan sikres bedre, og hvorfor der ikke allerede er gennemført tiltag for at forhindre personer i at springe ud fra broen.

Artiklen fortsætter under annoncen

På den baggrund rettede SønderborgNYT henvendelse til Sønderborg Kommune for at høre, om de seneste hændelser giver anledning til at overveje yderligere forebyggende tiltag.

Kommunen oplyser, at den ikke selv har mulighed for at sikre Alssundbroen, da broen ejes af Vejdirektoratet. Derfor kan kommunen ikke på egen hånd tage initiativ til konkrete ændringer på broen.

Til gengæld vil sagen nu blive drøftet i samarbejde med Lokalrådet, som består af repræsentanter fra politiet og forskellige kommunale enheder, og som blandt andet behandler lokale problemstillinger og forebyggende indsatser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge kommunen vil man sammen med Lokalrådet se nærmere på, hvordan udviklingen har været, hvorefter der vil blive rettet henvendelse til Vejdirektoratet med henblik på en dialog om mulighederne for en eventuel sikring af broen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, hvilke konkrete løsninger der eventuelt kan komme på tale.

Baggrunden for drøftelserne er, at Alssundbroen inden for få måneder har været rammen om tre alvorlige hændelser.

I april sprang en mand fra Alssundbroen. En omfattende redningsaktion blev sat i gang, men manden blev senere fundet død i vandet.

Artiklen fortsætter under annoncen

I juni blev endnu en mand meldt savnet efter et spring fra broen. Også her blev der iværksat en større eftersøgning med blandt andet redningshelikopter, både og mandskab. Manden blev senere fundet død.

Den seneste hændelse fandt sted den 23. juni, hvor en kvinde sprang fra Alssundbroen. Ved den lejlighed lykkedes det redningsmandskabet at få kvinden op af vandet i live, hvorefter hun blev kørt til behandling.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dermed har tre personer i år sprunget fra Alssundbroen. To af dem mistede livet, mens én blev reddet.

Om de seneste hændelser på sigt vil føre til konkrete ændringer på Alssundbroen, er endnu uvist, men spørgsmålet skal nu drøftes mellem Sønderborg Kommune, Lokalrådet og sidenhen Vejdirektoratet.

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen. Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien på telefon 70 201 201, hvis du har brug for hjælp. Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.

29. juni 2026 112, Samfund, Sønderborg

Kommunen vil i samarbejde med Lokalrådet undersøge mulig sikring af Alssundbroen efter tre hændelser i år

29. juni 2026 112

Efter tre alvorlige hændelser ved Alssundbroen i løbet af 2026 vil Sønderborg Kommune i samarbejde med Lokalrådet se nærmere på udviklingen og efterfølgende tage kontakt til Vejdirektoratet om mulighederne for en eventuel sikring af broen. Spørgsmålet om en mulig sikring af Alssundbroen er blevet rejst flere gange i kommentarsporet på SønderborgNYTs Facebook-side efter de seneste […]

Læs mere...