En nødvendig ombygning af Kløver-Skolen bliver en million kroner dyrere end forventet. Derfor har formanden for Børn-, Skole- og Familieudvalget, Jesper Smaling, godkendt den ekstra udgift, så projektet kan fortsætte uden forsinkelser.
Den samlede pris for arbejdet med at forbedre skolens brand- og flugtvejsforhold stiger dermed fra 12 til 13 millioner kroner.
Baggrunden er, at en licitation i juni viste, at projektet bliver dyrere end det budget, som Børn-, Skole- og Familieudvalget godkendte i marts. Forvaltningen vurderede samtidig, at sagen ikke kunne vente til næste ordinære udvalgsmøde i august, hvis tidsplanen skulle holdes.
Derfor har Jesper Smaling truffet en formandsbeslutning, som gør det muligt at indgå kontrakt med entreprenøren og sætte arbejdet i gang som planlagt.
Ombygningen er nødvendig for at bringe Kløver-Skolens brand- og flugtvejsforhold i overensstemmelse med de krav, der gælder for specialskoler. Projektet er sat i gang på baggrund af myndighedskrav, og kommunen vurderer, at forbedringerne skal gennemføres hurtigst muligt for at sikre trygge og sikre rammer for både elever og medarbejdere.
Hvis projektet bliver forsinket, kan det få konsekvenser for både skolens drift og de planer, der allerede er lagt for den midlertidige genhusning af eleverne. En forskydning på omkring to måneder vil blandt andet påvirke brugen af Ahlmann-Skolen, hvor eleverne skal opholde sig under byggeperioden.
Ifølge sagsfremstillingen kan en forsinkelse også få betydning for efterfølgende planer om genhusning af Børnehuset Alssund. I værste fald kan det skabe udfordringer med at finde egnede lokaler til eleverne i den afsluttende del af byggeriet.
Forvaltningen peger desuden på, at flere af eleverne på Kløver-Skolen har behov for faste rammer, struktur og forudsigelighed. Derfor vurderes det, at en forsinkelse også kan påvirke nogle elevers trivsel negativt.
Den ekstra million kroner foreslås finansieret via anlægspuljen til bygningsrenoveringer på skoleområdet i 2027 og nmbygningen forventes at begynde i august og være afsluttet i april 2027.


















