Bogcafévært Allan Breckling anmelder Linda Lassens genforeningsroman, Jens og Marie:
Forlaget Hovedland har udgivet flere romaner og biografier med udgangspunkt i grænselandets historie – og det med berettiget succes. Og det ofte med forfatter Linda Lassen som spydsspids i sine fantastiske historiske romaner med eksempelvis ‘Håbets år’ om Gertrud Rask og Hans Egede i 2011. Og igen med et brag med romanen ‘Men sko må jeg ha’ i 2014, der handler om vandrelærinden Henriette Gubi. Fremragende biografisk og historisk roman.
Linda Lassen er detaljernes mester og det dokumenterer hun igen med sin nye roman – kaldet en Genforeningroman – med titlen ‘Jens og Marie’.
I 1864 tabte Danmark jo Slesvig og Sønderjylland som sagt til Preussen. Og en svimlende stor del af Danmark – og det helt op til Kongeåen – kom under tysk styre. Og det er udgangspunktet for parret Jens og Marie Jessens enorme kamp for en genforening med Danmark. Om deres samliv – den kærlighed de følte for hinanden – i et amputeret Danmark.
Men det er også historien om Flensborg Avis og selve byen Flensborg, hvor Jens Jessen var den store opstarter. Der står en kvinde bag alt, siges der, og i dette tilfælde må man sige: Det er ganske sandt. Og denne roman – og ligeså meget en dokumentarisk skildring – det ene overlapper det andet – har ihvertfald forvirret min person indimellem. – og så har den dokumentariske roman egentligt gjort Marie Jessen til hovedpersonen. Det er i større grad Maries tanker – følelser – og styrke, der kommer i centrum. Og hvilket indtryk får man så af Jens Jessen – følger man Maries tankesæt – så forekommer han mere og mere usympatisk.
Trods Jens Jessen ægte kamp for at bevare det danske sprog – og de tyske overgreb imod de dansksindede og danske værdier – bruger han irriterende megen tid på at chikanere og og angribe H.P. Hanssen i tide og utide – selvom de har samme mål – selvom de begge er udsat for forfølgelse og fængselsstraffe fra de tyske myndigheder. Han spilder sin tid. Jens Jessen ville have Flensborg tilbage til Danmark. H.P.Hanssen ønskede en afstemning i Flensborg og mente ikke, at der var mulighed for at Flensborg, ville være under dansk fane.
Resultatet kender vi i dag. Bogen er ret spændende, når vi er i romanformen – men jeg tør ikke kalde den for en genforeningsroman – i den forstand. Dertil er der for meget Flensborg og Flensborg Avis-historie i den. Som skrevet står er Linda Lassen detaljens mester – men her er der simpelthen for meget om Maries husmoderlige sysler, om blandt andet hvorvidt de to skal have ny stuepige – og småsludder, sladder og bla-bla, om hvor irriterende det er, at hendes kære Jens knækker fingre i tide og utide.
Men Linda Lassen har skrevet en spændende bog – trods mine ytringer, trods min stille kritik om, hvorvidt det her virkelig er en roman og ikke snarere en dokumentar – eller er der tale om en genforeningsroman?
Det må læserne selv afgøre. En ting er sikkert – man keder sig ikke i Linda Lassens forfatterskab – man keder sig ikke under læsningen af Jens og Marie. Den historiske viden Linda Lassen besidder er enorm og omfattende.
God læselyst.
HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!
