De frivillige er i høj kurs. Mange foreninger mangler hjælp – Vejle Krisecenter stiller sig nu også op i rækken af de mange, der desperat mangler frivillige hænder, oplyser TV Syd.
Det samme billede gør sig gældende på krisecentrene i Kolding, Esbjerg, Haderslev og Aabenraa.
Kvinde- og Kriscentret i Sønderborg er ikke med på listen og det er ikke en forglemmelse.
På det lokale Kvinde- og Krisecenter er der faste hvervemøder, hvor måske kommende frivillige møder op til to timers intro om det at være frivillig – og vælger de derefter at melde sig på holdet, så følger en grundig oplæring.
Blandt sidegevinsterne er følelsen af at lave noget virkeligt vigtigt, at blive en del af en helhed, hvor alle har det rigtigt godt med hinanden – og så hele tiden have muligheden for lærerige og udviklende kurser.
På Kvinde- og Krisecentret er der rigtigt mange frivillige og det betyder, at hver enkelt ikke har mange vagter, så huset slider ikke de frivillige op.
SønderborgNYT talte tidligere på året med en af de mange frivillige, der varmt anbefalede andre at komme ind og være med på holdet.
Læs hvordan Betina har det som en af 120 frivillige på det lokale Kvinde- og Krisecenter.