Julenovelle af Erik Stenumgaard
Sne var der endnu ikke noget af, men man blev alligevel hele tiden mindet om julen, når man gik gennem Sønderborgs gader. Overalt var der julepyntede butiksvinduer, og mange steder tonede julemusikken ud gennem butikkernes åbne døre.
Driftsassistent Lis Holmegård masede sig vej gennem de mange mennesker – de fleste slæbende på julegaver, der var pakket ind i papir med alskens julemotiver. Hun var på vej til dagens arbejde på Rutebilstationen – lige overfor den travle gågade.
Da hun nærmede sig indgangen til kontorerne, fik hun øje på en hestevogn, der var parkeret på p-pladsen ved rutebilstationen. En midaldrende kusk stod og snakkede med hesten, som var i gang med at spise havre direkte fra hans hånd. Lis stillede sig op for at kigge på hesten, Heste var jo ikke et hverdagssyn nutildags – i hvert fald ikke i en by som Sønderborg.
En lille rød genstand
Pludselig så hun en lille rød genstand på størrelse med en tændstikæske springe ud af øret på hesten og ned på fortovet – og vips forsvandt den ud af syne bag dækkene på en parkeret bus i en af rutebilstationens afgangsbaner. Lis syntes, at det lignede en lille nissehue, som slæbte afsted med en lille ternet kuffert. Hun rystede på hovedet og kiggede op i den frostklare himmel. Nu var alt det julehalløj vist allerede ved at gå hende på nerverne, tænkte hun. Og vi var endda kun sidst i november.
Da Lis kom ind i sit varme kontor, som hun deler med driftsassistent Ulla Jul, og til tider også med afløser Vivian Nøddegård, glemte hun hurtigt ”nissen”, eller hvad det nu var, hun havde set. En stak papirer på hendes skrivebord ventede på at blive ekspederet videre, og snart var hun fordybet i arbejdet.
En time senere forlod Ulla kontoret, fordi hun havde fået fri til at gå til tandlæge. Det passede Lis storartet, for hun havde nok at gøre. Hun nikkede et farvel til hende, og efter få minutter glemte hun igen alt om omverdenen – til fordel for arbejdet med den store stak af papirer. Det var snart lønningsdag for chaufførerne, så de mange arbejdssedler skulle gøres op.
Mærkelige lyde og skrift der forsvinder
Pludselig hørte hun en lyd nede fra kælderen under kontoret – eller i hvert fald syntes hun, at hun hørte det. Hun syntes faktisk, at hun hørte mærkelige lyde fra kælderen flere gange den dag.
Lidt før fyraften kom Lis til at tænke på, om nu også opslaget om chaufførernes julefrokost var, som det skulle være. Hun havde lovet en af chaufførerne fra festudvalget at lave opslaget. Hun fandt papiret, hvorpå hun havde skrevet detaljerne om arrangementet, frem igen. Men hvad var nu det? Papiret var jo helt blank. Kun overskriften var tilbage. Og hun havde jo lige skrevet annoncen for et kvarter siden.
Da gik det op for Lis, at noget var helt galt. I det samme ringede telefonen.
Det var driftschef Poul Julsgård, og han lød meget ophidset! -Skulle du ikke lave chaufførernes vagtplan for den kommende uge? Jeg har lige slået den op på computeren, og det eneste ord, der står på hele listen er ”Vagtplan”! Har du ikke lavet den?
Det løb koldt ned ad ryggen på Lis, idet hun svarede:-Jo, jeg lavede den i går, og alle vagter er besat! Jeg har også lagt vagterne ud i dueslaget til chaufførerne, fortsatte hun, og gik ud for at tjekke dueslaget.
Der lå vagtlisterne ganske rigtigt, men hvad var nu det? Der stod jo ingenting på papirerne!
-Jeg forstår det ikke, Poul! Jeg er helt sikker på, jeg gjorde dem klar i går!
Mysteriet skal opklares
Driftschefen lød noget utilfreds i telefonen, men samtidig sagde han:-Du har ret i, at der foregår noget underligt. Jeg lavede et opslag til chaufførerne i går, men nu er papiret også helt blank – på nær overskriften! Nå, men vi må se at få det lavet igen! Busserne skal jo køre!
Lis følte sig helt rundtosset! Skulle hun til at lave vagtplanerne igen? Der var virkelig et eller andet på færde. Hun satte sig foran computeren for at åbne vagtplanen. Men hvad var nu det? Vagtplanen var pludselig udfyldt og færdig igen! Hun skyndte sig at løbe ud til dueslaget for at tjekke, om hun havde set rigtigt første gang. Der lå vagtplanerne nok så pænt, og vagterne stod flot og tydeligt på planerne. Buschauffør Lars Kellmann var i gang med at tjekke sin ugeplan – og så tilfreds ud!
Lis Holmegaard:-Jeg forstår det altså ikke, Lars! For lidt siden stod der ingenting på papirerne. De planer, jeg havde skrevet, var pist væk. Og nu er de der igen! Er det mig, der er ved at blive tosset, eller sker der virkelig en masse underlige ting?
-Det er jo snart jul, Lis, så det er nok drillenissen, der er på spil, sagde Lars grinende, idet han skyndte sig ud til bussen for at fortsætte turen til Nordborg.
Lis gik tilbage til kontoret. Lars Kellmann’s bemærkning fik hende igen til at tænke på den underlige oplevelse, hun havde haft ude på gaden, da hun var ankommet til rutebilstationen om morgenen. Og på de mærkelige lyde fra kælderen. Pludselig vidste hun, at hun måtte til bunds i denne sag. Efter nogle minutters overvejelse besluttede hun, at hun ville blive på rutebilstationen om natten. For et eller andet måtte der foregå. Fandtes der mon i virkeligheden nisser? Nej, sikke noget pjat!
Efterhånden forlod kollegerne kontoret, og mørket sænkede sig langsomt over stationsbygningen. Lis sad til langt ud på aftenen og ventede på, der skulle ske noget underligt.
En seng, en stol, og et fad grød
Til sidst tog hun mod til sig og fandt en lommelygte frem. Resolut gik hun hen og åbnede døren til kælderen og gik ned af trappen. Hun lyste rundt, men det eneste hun kunne se, var kasser med gamle regnskaber og dokumenter. Men hvad var det? Længst borte – helt inde i et hjørne af kælderrummet – stod en lille seng. Og ved siden af sengen stod en stol og et fad med grød. Fandtes der virkelig nisser? Hun gyste lidt ved tanken, og ilde til mode var hun lige ved at trække sig tilbage igen. Hun havde jo hørt noget om, at nisser kunne være ondskabsfulde.
Men nu havde hun besluttet, at hun skulle finde ud af, hvad der foregik. Og så ville hun ikke bare stikke halen mellem benene. I stedet satte hun sig til at vente.
I nattemørket kunne Lis skimte grødfadet, som hun ikke turde røre, og stolen og sengen, som hun havde den største lyst til at krybe i. Men da sengen var alt for lille, tog hun i stedet dynen og den lille hovedpude og lavede sig et godt blødt leje i et hjørne ved nogle papkasser. Her lagde hun sig så til ro med tøjet på, undtagen bukserne, som hun lagde på stolen. Hun var bange for, de skulle blive krøllede.
Lis lagde sig godt til rette og faldt i søvn, og hun sov godt indtil midnat, hvor nissen kom hjem.
Grøden er sveden og smørret er harsk
Han gik lige hen til grødfadet og stak skeen i smørhullet. Men i stedet for at føre den til munden, smækkede han den i gulvet og sagde:- Grøden er sveden, og smørret er harsk. Hvad om jeg kokken task!
Lis var vågnet ved lyden og rejste sig op. Hun spurgte:-Hør, hvem er du?
Straks hun havde sagt det, blev der helt stille henne ved fadet. Men i stedet begyndte det at pusle ved sengen, som om nogen ledte efter noget. Det kom tættere på, og Lis, der bare blev siddende musestille, følte det, som om noget løb hen over hende. Det var nissen, der ledte efter hende. Men denne kunne ingenting se. Derfor hvæsede den:-Sky, driv fra måne! Du lyser skidt, du lyser skidt!
I det samme gik skyen fra månen, og en lille lysstribe kiggede ind i kælderrummet.
Lis så nu, at nissen stod ved stolen med huen i hånden, og pludselig begyndte han at måle, hvad der var længst – bukserne eller huen. Han var så optaget af sit gøremål, at han slet ikke lagde mærke til Lis. Pludselig sagde han:-En hat? En hætte? En hue? Hvortil skal det stof jeg bruge?
Derpå tog han bukserne over hovedet, men han opdagede hurtigt, at de ikke passede i den ende, og han fik dem af igen i en vældig fart. -Til hat, til hætte, til hue. Dertil kan jeg ikke det bruge, sagde han, og lagde bukserne tilbage på stolen igen.
Nissen fanget i bukserne
-Nu skal jeg vise dig, hvordan man bruger dem, sagde Lis. Hun rejste sig fra gulvet og trak bukserne på. Da hun havde knappet dem, sagde nissen, at han vældig godt kunne tænke sig de bukser, men Lis ville ikke af med dem, da hun ikke havde andre med. Men hun skulle jo sove lidt mere, inden den nye arbejdsdag, så han kunne da låne dem, mens hun sov.
Men nissen var nervøs for, at han ikke kunne komme i dem, og Lis foreslog derfor, at hun jo kunne hjælpe ham. Og sådan blev det.
Nissen kravlede op på stolen, og Lis holdt bukserne op. Men i stedet for at kravle, hoppede nissen ned i bukserne, hvorved han kom til at sidde og ride der, hvor bukserne var syet sammen. I en fart knappede Lis bukserne i over hovedet på ham, for lige så gesvindt at binde ben-åbningerne sammen med to knuder.
-Nu kommer du ikke ud, før jeg slipper dig fri, sagde hun så. Og det havde hun ret i, for lige meget hvor meget nissen sled i bukserne, så kunne han ikke komme fri. Til sidst begyndte han at bede og trygle Lis om at slippe ham fri. Men det ville hun ikke, før nissen havde lavet en aftale med hende.
Ville ikke risikere mere
-Hvad går aftalen da ud på, spurgte nissen.
Dertil svarede Lis:-For det første skal du fortælle mig, hvem du er. Og for det andet, så skal du fortælle mig, om det er dig, der får skriften til at forsvinde fra papiret, når vi har skrevet på det.
Den aftale gik nissen med på, men den forlangte, at Lis så skulle sove i sine bukser resten af natten. Den ville ikke risikere mere fra den side.
Lis slap nissen ud, og den holdt ord.
-Jeg hedder Pyt, sagde nissen! Det tror jeg i hvert fald nok er mit navn. Jeg er 31 år gammel. En gammel dame strikkede engang 7 nisser og gav dem til 7 forskellige buschauffører på bybusserne i Sønderborg. Jeg ved ikke, hvor de 6 andre nisser er blevet af, men damen gav mig til buschauffør Lars Kellmann i 1986, og lige siden har jeg boet i hans garderobeskab på busstationen. Han siger ofte pyt, så det må være mit navn. Julenat samme år overnattede nissefar Julius imidlertid på busstationen. Han havde taget den forkerte bus fra Århus, hvor han bor i Den Gamle By. På den måde landede han i Sønderborg i stedet for i København, hvor han skulle besøge sin fætter.
Julius opdagede, at Lars låste mig inde i garderobeskabet, og da alt var stille om natten, åbnede han garderobeskabet og tog mig ud. I det samme blev jeg levende. Og lige siden er jeg blevet levende hvert år til jul. Men resten af året, sidder jeg i skabet og venter på næste jul.
-Det var altså derfor Lars gik grinende ud i bussen igen, efter jeg havde fortalt om skriften, der forsvandt.
-Ja, sagde nissen! Lars er god til at passe på mig, så han går ikke og fortæller andre, at jeg bliver levende hver jul. Og det håber jeg heller ikke, at du gør. For jeg elsker at drille, og den fornøjelse må jeg vel have til jul? Men lige nu er jeg på hævntogt!
-Hvorfor dog det, spurgte Lis.
-Fordi jeg altid får sveden grød her. Lars er en elendig kok.
-Hvis du vil holde op med dine hævntogter, så skal jeg nok sørge for, at du får en portion af den bedste grød hver dag i den tid, du er levende.
-Det er i orden, indvilgede Pyt omgående. For jeg kan faktisk godt lide at være her på rutebilstationen. Men jeg må vel godt drille lidt? Ellers bliver her for kedeligt!
-Så lad gå da, sagde Lis med et smil. Hun var ved at synes godt om den lille nisse.
-Men du må hjælpe os med, at det bliver en god jul for alle vores chauffører og deres børn.
Bytter rundt på julegaverne
-Det skal jeg nok, sagde Pyt. Jeg elsker nemlig busser og børn. Jeg snupper en tur engang imellem, og man kan lave en masse sjov på sådan en bustur. Engang byttede jeg rundt på alle de julegaver, folk havde købt. Jeg ville gerne have set deres ansigter, da de åbnede pakkerne.
-Men sig mig lige engang, sagde Lis. Var det dig, der hoppede ud af hestens øre og gemte dig bag hjulene på en bus i formiddags?
Ja, det var det, sagde Pyt! Jeg kom med toget fra Århus, hvor jeg har besøgt Julius. I Den Gamle By laver de en rigtig god risengrød. Og så kom hestevognen forbi. Jeg kan trylle alting lille eller stort. Også mig selv, sagde han stolt. Og der er jo dejligt varmt i øret på en hest!
-Kunne du så ikke lige trylle min lønningspose større, spurgte Lis med julelys i øjnene.
-Nej, det går jeg ikke med til, sagde Pyt. -Nisser får kuldegysninger, når der tales om penge. De fører kun ulykker med sig.
Lis og Pyt blev bedre og bedre venner i løbet af natten, og tiden skred rask afsted.
Snart begyndte solen at titte frem gennem vinduet, og Lis måtte op til en ny arbejdsdag.
-Nu lover du at komme med grøden, spurgte Pyt, idet Lis begyndte at gå op af trappen til kontorerne igen.
-Det lover jeg, svarede Lis. Og hun lovede samtidig, at han nok skulle få en ekstra stor portion i juledagene.
Da Lis gik ud i køkkenet for at drikke kaffe, kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet, mens hun mumlede:-En hat? En hætte? En hue? Hvortil skal det stof jeg bruge?
Pludselig stillede hun sig til at skraldgrine midt i køkkenet. I det samme kom Ulla og Poul ind af døren. De kiggede undrende på hinanden, rystede på hovedet og gik ind til deres skriveborde.
Lis tænkte:-Julen er reddet, og samtidig har jeg fået en ny og hemmelig ven. For det her ville hun alligevel ikke fortælle til nogen. Alle ville jo tro, at hun havde en skrue løs, hvis hun fortalte det videre.
