Endelig brugte Bornedal filmsproget maksimalt til at give en fornemmelse af, at krig ud over at være en kollektiv handling også er en helt individuel isoleret kamp mod døden, skriver Politiken.
Artiklen fortsætter under annoncen
1864: Filmsprogets fortælling om Massegrav Dybbøl
Gråsten Landbrugsskole fejrede 19 nyuddannede produktionsledere
Forleden blev der holdt dimissionsfest for de 19 nyuddannede produktionsledere på Gråsten Landbrugsskole, skriver landbrugsskolen i en pressemeddelelse. Skolen har været meget begejstret for holdet, som startede på skolen i august sidste år. Lærer Inger Schultz sagde bl.a. i hendes tale til produktionslederne: ”Vi er i lærerstaben fulde af beundring over, at I som hold […]
Juletræet på Rådhustorvet blev tændt
KV21: Pressemøde efter valgnats forhandlinger
KV21: Gerhard Bertelsen, Slesvigsk Parti, om forhandlingerne
KV21: Jan Callesen, Dansk Folkeparti, forlader forhandlingerne
KV21: Analyse af valgresultat i Sønderborg Kommune
KV21: Benny Engelbrecht fortæller om konstituering
Bornedal brugte lyd ekspressivt til at lade os høre larmen af kaos og lidelse og død – vi ikke bare så, men hørte døden, da Laust blev ramt med et smæld, eller når en sabel blev drejet svuppende og knasende rundt i indvolde.
Og når lyden blev taget bort, formidledes en subjektiv fornemmelse af at vær
e fundamentalt alene og overladt til sig selv og sin skrøbelige krop midt i ragnarok.
Bornedal fjernede også lyden fra Inges skrig, da hun fødte. Vi så kun hendes mund fortrukket i smerte, ligesom da Didrich i forrige afsnit fortalte hende, at Laust og Peter var døde. Alt dette er suverænt gjort: kødeligt, sanseligt og grufuldt – og Bornedal og Laustsen viser, at det storladne filmsprog egner sig fint til tv.
Læs Politikens anmeldelse af 7. afsnit HER