Endelig brugte Bornedal filmsproget maksimalt til at give en fornemmelse af, at krig ud over at være en kollektiv handling også er en helt individuel isoleret kamp mod døden, skriver Politiken.
Artiklen fortsætter under annoncen
Rikke fra SONFOR viser hvordan vi genbruger tøj, duge og slips
Det giver rigtig god mening at vi genbruger mest muligt – og det gælder også vores aflagte tøj, slips, garnrester, smykker og duge. I stedet for at lader det hele ligge og dø i skuffen, så kan vi gi’ det nyt liv. Sådan siger Rikke fra SONFORs genbrugsbutik på Nørrekobbel og i dag, torsdag, havde […]
Bornedal brugte lyd ekspressivt til at lade os høre larmen af kaos og lidelse og død – vi ikke bare så, men hørte døden, da Laust blev ramt med et smæld, eller når en sabel blev drejet svuppende og knasende rundt i indvolde.
Og når lyden blev taget bort, formidledes en subjektiv fornemmelse af at vær
e fundamentalt alene og overladt til sig selv og sin skrøbelige krop midt i ragnarok.
Bornedal fjernede også lyden fra Inges skrig, da hun fødte. Vi så kun hendes mund fortrukket i smerte, ligesom da Didrich i forrige afsnit fortalte hende, at Laust og Peter var døde. Alt dette er suverænt gjort: kødeligt, sanseligt og grufuldt – og Bornedal og Laustsen viser, at det storladne filmsprog egner sig fint til tv.
Læs Politikens anmeldelse af 7. afsnit HER