Bornedal brugte lyd ekspressivt til at lade os høre larmen af kaos og lidelse og død – vi ikke bare så, men hørte døden, da Laust blev ramt med et smæld, eller når en sabel blev drejet svuppende og knasende rundt i indvolde.
Og når lyden blev taget bort, formidledes en subjektiv fornemmelse af at vær
e fundamentalt alene og overladt til sig selv og sin skrøbelige krop midt i ragnarok.
Bornedal fjernede også lyden fra Inges skrig, da hun fødte. Vi så kun hendes mund fortrukket i smerte, ligesom da Didrich i forrige afsnit fortalte hende, at Laust og Peter var døde. Alt dette er suverænt gjort: kødeligt, sanseligt og grufuldt – og Bornedal og Laustsen viser, at det storladne filmsprog egner sig fint til tv.
Læs Politikens anmeldelse af 7. afsnit HER
Mød forfatteren til en bog om dansk og tysk sindelag… 10. september 2020 | 06:48 
Bornedal brugte lyd ekspressivt til at lade os høre larmen af kaos og lidelse og død – vi ikke bare så, men hørte døden, da Laust blev ramt med et smæld, eller når en sabel blev drejet svuppende og knasende rundt i indvolde.
Og når lyden blev taget bort, formidledes en subjektiv fornemmelse af at vær
e fundamentalt alene og overladt til sig selv og sin skrøbelige krop midt i ragnarok.
Bornedal fjernede også lyden fra Inges skrig, da hun fødte. Vi så kun hendes mund fortrukket i smerte, ligesom da Didrich i forrige afsnit fortalte hende, at Laust og Peter var døde. Alt dette er suverænt gjort: kødeligt, sanseligt og grufuldt – og Bornedal og Laustsen viser, at det storladne filmsprog egner sig fint til tv.
Læs Politikens anmeldelse af 7. afsnit HER