På den lukkede del af byrådsmødet onsdag, langede Fælleslisten voldsomt ud efter borgmester Erik Lauritzen, der blev beskyldt for ikke at have håndteret ansættelsen af den nye kommunaldirektør Tim Hansen helt efter bogen.
“Borgmesteren talte ikke sandt, da han sagde, at der ikke lå aftalt spil bag ansættelsen af Tim Hansen”, lød meldingen fra Fælleslisten.
Det fortæller et byrådsmedlem til SønderborgNYT.
Fælleslisten har været yderst tilfredse med samarbejdet med den tidligere kommunaldirektør – og enkelte andre partier ville gerne have en ny direktør, når chancen bød sig. Det gjorde den ved, at man ikke forlængede kontrakten med den nu afgåede kommunaldirektør.
Den tidligere kommunaldirektør sad ikke perioden ud, fordi et medlem af Økonomiudvalget havde udtalt, han ikke havde tillid til ham. Den udmelding gjorde, at kommunaldirektøren følte, han ikke kunne passe sit arbejde.
Vicekommunaldirektør Tim Hansen blev konstitueret som kommunaldirektør – og der blev sat gang i en ansættelsesproces og lavet et stillingsopslag.
“Det opslag er efter Fælleslistens mening formuleret sådan, der faktisk kun er en, der ville kunne få jobbet”, siger SønderborgNYTs kilde. Kilden siger videre, at Fælleslisten mener, at borgmesteren hele tiden har arbejdet for, at det blev Tim Hansen, der fik stillingen, selvom borgmesteren sagde, at der skulle være en helt korrekt ansættelsesprocedure.
Ifølge kilden er de øvrige i byrådet enige om at alle regler er fulgt til punkt og prikke – og Venstre gjorde Fælleslisten opmærksom på, at det er meget alvorligt at beskylde borgmesteren for at tale usandt.