Når politikerne sætter sig sammen i Økonomiudvalget på onsdag, så får de et administrativt udspil fra forvaltningerne, som kan bruges, når det kommende års budget skal lægges.
“Den 31. august lægges forvaltningernes udspil frem i byrådet og efter et budgetseminar skal politikerne snakke sig frem til, hvordan der skal prioriteres”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
Peter Hansen fra Venstre, siger til SønderborgNYT, at budgetseminariet er stedet, hvor politikerne lytter til embedsmændene – og først når de folkevalgte ved, at der ikke kommer mere fra forvaltningerne, kan de begynde at stykke det store puslespil sammen.
På byrådsmødet den 6. oktober skal budgettet vedtages – så der en måned, hvor Venstre, DF og Nye Borgerlige også kan komme med forslag, som skal passes ind i de ting, som flertalsgruppen ønsker.
“Naturligvis er der ting, vi gerne vil have i budgettet og jeg forholder mig til, vi har en historisk høj kassebeholdning”, siger Peter Hansen til SønderborgNYT.
Forhandlingerne kan blive en udfordring for borgmesteren, fordi Slesvigsk Parti, Enhedslisten, Konservative og Fælleslisten sagtens kan have nogle ønsker, de ser som et must, så der er noget synligt at gå til valg på i 2017.