Træk i nonnedragt og oplev Dirty Nun Tekno Crew

10. november 2016 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Udsyret orgelmusik blander sig med kantede beats og saxofon, når Dirty Nun Tekno Crew blænder op for den elektroniske musik og et imponerende visuelt show på Alsion i Sønderborg lørdag den 12. november. De to beskidte nonner medbringer nonnekostumer til publikum og inviterer til både dans og fordybelse.

”Dirty Nun Tekno Crew startede, fordi vi for cirka et år siden skulle optræde til en fest. Siden har det bare grebet om sig,” siger Mija Milovic, der er opvokset i Nordborg på Als og er uddannet i sang og elektronisk komposition ved Syddansk Musikkonservatorium.

Artiklen fortsætter under annoncen

Norske Danielle Dahl er musiker og komponist og spiller bl.a. saxofon. Milovic forklarer hvorfor også publikum skal klædes ud:

“Når både vi og publikum har nonnedragter på, så er vi alle lige og alle forskelle udviskes. Koncerten bliver til en helkropsoplevelse”, siger Danielle Dahl i en pressemeddelelse.

Duoens miks af religion og beats har allerede vakt opsigt, og de har bl.a. noget utraditionelt optrådt ved Copenhagen Jazzfestival.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dirty Nun Tekno Crew er en af fire DEFINE Festivalkoncerter som man kan opleve på Alsion i Sønderborg lørdag den 12. november.

Signe Heinfelt Tolbøll og Benny Pedersen fra Syddansk Musikkonservatorium spiller musik inspireret af den danske komponist Else Marie Pade, der er kendt verden over for sine banebrydende, elektroniske kompositioner.

Den franske komponist Christophe Charles har sammen med universitetsstuderende i både Sønderborg og Flensborg skabt det helt nye, eksperimenterende værk Sound Matters.

Artiklen fortsætter under annoncen

Til slut spiller Silesian String Quartet og Morten Riis musik med strygere og ombyggede højttalere.