Den 5. juli kl. 12 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse, og de foreløbige data indikerer, at antallet af ansøgninger til SDUs uddannelser ligger på samme niveau som i 2023. De foreløbige tal viser en stor interesse for at søge ind på Syddansk Universitets uddannelser, herunder på campus i Sønderborg.
Årets søgning ligger igen i år på et højere niveau end i 2019 og i år har det ikke været muligt at søge ind på uddannelser i Slagelse, hvor SDUs uddannelsesaktiviteter er under afvikling.
Prorektor for uddannelse på SDU, Helle Waagepetersen, udtrykker stor glæde over de mange ansøgninger:
“Jeg er utrolig glad for de mange ansøgninger, vi har modtaget – og for hvor mange der har vist interesse i SDUs uddannelser. Det er opløftende at se, at vi for andet år i træk oplever en vækst i antallet af ansøgninger fra internationale studerende. Det understøtter vores ambitioner om at fastholde og udvikle attraktive og stærke uddannelses- og fagmiljøer samtidig med, at vi adresserer den store efterspørgsel på højtspecialiseret arbejdskraft i hele regionen”, siger hun i en pressemeddelelse.
Sønderborg campus har også set en stigning i førsteprioritetsansøgninger sammenlignet med tidligere år. Dette er især tydeligt inden for det tekniske område, hvor flere studerende har valgt disse studieretninger som deres førstevalg.
En gennemgang af søgningstallene for SDU i Sønderborg viser en positiv udvikling, hvor især de tekniske uddannelser har markant øget søgning, men også de samfundsvidenskabelige uddannelser oplever større søgning.
Derudover, er det særlig glædeligt at 1. prioritetsansøgningerne er kraftigt stigende for campus Sønderborg. Det skyldes ikke blot mange internationale ansøgere har søgt uddannelser, men også en stigning i antallet af danske ansøgere på den lokale campus.
Det er desuden bemærkelsesværdigt, at Søgningen til Software Engineering, som var nyt uddannelsesudbud i 2023, er steget markant i 2024 i både antal ansøgninger og 1. prioritetsansøgere.
De håbefulde ansøgere får svar på, om de tilbydes en studieplads den 26. juli, og de har derefter indtil 6. august til at takke ja til pladsen. Indtil da gøres alt klar for at skabe den bedste studiestart for de nye studerende.

















