Kristian von Hornsleth kunne blive siddende i sit showroom og vente på, at folk med penge og pæne sko fandt vej ind til kunsten. I stedet pakker han kunsten sammen, finder tomme butikslokaler rundt omkring i landet og rykker sin farverige, larmende og provokerende kunst ud til folk.
Den 21. juni gør den kendte kunstner stop i Sønderborg, hvor han åbner dørene til en udstilling på Jernbanegade. Her kan gæsterne møde ham, høre ham fortælle om værkerne og få et indblik i tankerne bag en kunstnerkarriere, der i årevis har været alt andet end stille, pæn og traditionel.
For Kristian von Hornsleth handler det ikke kun om at hænge billeder op på hvide vægge. Det handler om at skabe møder mellem mennesker, der måske ellers aldrig ville stå i samme rum og tale om kunst, politik, liv og den verden, der roder udenfor.
“Det er skide godt og sjovt at møde folk ude i landskabet. Vi har haft stor succes med at tage rundt i Danmark i stedet for at sidde hjemme i København og vente på, at folk dukker op. Sønderborg er også en vigtig brik i det”, fortæller han til SønderborgNYT.
Gennem årene har Kristian von Hornsleth besøgt byer over hele landet. Han ser ingen grund til, at kunsten kun skal opleves i de største byer, bag dyre gallerivægge eller af mennesker, der på forhånd ved, hvordan man taler om den.
Tværtimod mener Kristian von Hornsleth, at kunsten først for alvor bliver interessant, når den kommer ud blandt mennesker og får lov til at skabe reaktioner.
“Kunsten er i virkeligheden et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af sociale lag og kultur og tale om, hvad fanden vi laver her på den her planet. Derfor giver det mening for mig at tage den ud til folk i stedet for at vente på, at de kommer til mig”.
Den tanke hænger også sammen med hans syn på kunst som produkt. For selv om udstillingen selvfølgelig giver mulighed for at købe værker med hjem, mener Kristian von Hornsleth ikke, at kunst kan sælges på samme måde som en sofa, en kaffemaskine eller et par nye sko.
“Man kan ikke sælge kunst. Man kan kun præsentere den. Så kan folk mærke efter, om det er noget, de gerne vil have hængende derhjemme. Kunst er jo ikke noget, vi har brug for. Vi kan ikke spise den, og vi kan ikke holde varmen med den. Men den giver os mulighed for at tænke over os selv og den verden, vi lever i”.
Den verden fylder også i mange af Kristian von Hornsleths værker. Politik, krig, klima, identitet og menneskelige relationer dukker ofte op i billederne, som sjældent forsøger at gøre tingene pæne eller nemme at sluge.
“Mine billeder forholder sig til den virkelighed, vi lever i. Der sker så mange vilde ting omkring os, og kunsten kan være et sted, hvor vi stopper op og reflekterer over det hele. Hvordan bevarer vi håbet? Hvordan forstår vi os selv? Det er nogle af de spørgsmål, der interesserer mig”.
Søndag den 21. juni er der åbent hus på Jernbanegade 19 fra klokken 11:00 til 16:00 hvor alle interesserede kan kigge forbi, opleve værkerne og møde kunstneren bag.















