Den grønne omstilling mærkes i stigende grad i Sønderborgområdets handelsliv, hvor stadig flere butikker og mindre virksomheder vælger at tænke klimaet ind i hverdagen. Nu er endnu en markant milepæl nået.
I løbet af 2026 er hele 100 virksomheder blevet optaget som ZERObutikker. Det er det højeste antal nogensinde og et tydeligt tegn på, at det lokale erhvervsliv fortsat bakker op om ambitionen om et CO2-neutralt energisystem i 2029.
Bag tallet gemmer sig en lang række konkrete tiltag. Butikker investerer blandt andet i solceller, elektriske varebiler, energivenlige apparater og andre løsninger, der reducerer både energiforbrug og CO2-udledning.
Den grønne omstilling foregår nemlig ikke kun på store fabrikker eller ved tekniske energianlæg. Den finder også sted i de lokale butikker, hvor kølediske, ovne, ventilation og belysning hver dag bruger energi.
Siden 2008 har butikker og mindre virksomheder i Sønderborgområdet haft mulighed for at blive optaget som ZERObutikker. Et klistermærke i vinduet viser kunderne, at virksomheden arbejder aktivt med at sænke energiforbruget og træffe mere klimavenlige valg.
At 100 virksomheder har taget skridtet i år, vækker stor begejstring hos ProjectZero.
“Det er fantastisk at se, hvordan så mange lokale virksomheder tager ansvar og aktivt bidrager til ProjectZeros mål om et CO2-neutralt energisystem i 2029. Målet omfatter al den energi, der bruges og produceres i kommunen, så hver eneste butik, virksomhed og borger spiller en vigtig rolle gennem de valg, de træffer i hverdagen”, siger Malene Lemann, kommunikationschef i ProjectZero.
Den virksomhed, der fik æren af at runde det magiske trecifrede tal, ligger centralt placeret i Perlegade. Det blev Bar’ Vinbar, som kunne kalde sig ZERObutik nummer 100.
“Det er sjovt, at det lige blev os, der blev nummer 100. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Samtidig er vi stolte af at være en del af en by, hvor så mange butikker trækker i samme retning og bidrager til en grønnere fremtid”, siger Louis Hansen, der driver vinbaren sammen med sin far, John Hansen.
Bar’ Vinbar har opnået ZERObutikkens guldmærke gennem flere energiforbedringer. Blandt andet er der investeret i efterisolering, ventilationsstyring og fjernvarme. Samtidig er både de kolde og varme drikke omgivet af energieffektiv LED-belysning.
De 100 ZERObutikker kan udforskes på det interaktive kort på ProjectZeros hjemmeside, hvor interesserede også kan læse mere om kriterierne for at blive en del af ordningen.
På kortet finder man også SønderborgNYT, som selvfølgelig bakker op om den lokale klimaindsats som ZERObutik.




















