Da Sine Lysdahl Jensen begyndte på den daværende Hærens Sergentskole i Sønderborg, stod Dannebrog hejst over kasernen, og byen blev hurtigt mere end bare stedet, hvor hun tog sin uddannelse. Den blev også rammen om de oplevelser, hun nu skriver om i sin nye digtsamling ‘UNIFORMER’, der udkommer den 18. juni.
Flere af digtene foregår i Sønderborg og på Als. Her møder læseren blandt andet en ung kvinde, der bliver gjort til en del af en rå kultur, hvor grænser bliver overskredet, og hvor ydmygelser, sexisme og krænkelser bliver en del af hverdagen. Et af digtene beskriver en kvinde, der bliver filmet under seksuelle handlinger uden sit samtykke, mens andre digte kredser om druk, magtmisbrug og en kultur, hvor grænser blev overskredet igen og igen.
“Jeg håber, at folk i Sønderborg er nysgerrige på de steder, som nogle af digtene beskriver, og måske kan se digtene udfolde sig som historier knyttet til bestemte lokale steder, selv om digtene er voldsomme og indeholder ord, som de færreste synes er charmerende”, fortæller Sine Lysdahl Jensen til SønderborgNYT.
Sine Lysdahl Jensen håber, at folk i Sønderborg vil læse bogen, selv om den kan være svær at komme igennem. For selv om digtene beskriver en tid præget af alkohol, sexisme, magt og krænkelser, er det vigtigt for hende, at læserne skelner mellem fortælleren i digtene og personen bag bogen.
“Mest af alt håber jeg, at folk i Sønderborg kan adskille forfatteren og jeg’et i digtene. For forfatteren elsker Sønderborg, men jeg er mere i tvivl om, hvorvidt jeg’et i digtene forbinder Als med noget positivt. Så der må jeg jo slå fast, at Sønderborg og folk i Sønderjylland generelt bare er enormt rare og imødekommende”, fortæller Sine Lysdahl Jensen.
Forfatteren fortæller, at Sønderborg satte et stort aftryk på hende i årene på Sergentskolen. Selv om bogen beskriver nogle af de mørkeste oplevelser fra den periode, har det ikke ændret hendes syn på byen eller menneskene, der bor der.
Når ‘UNIFORMER’ udkommer i landets boghandlere den 18. juni 2026, bliver det derfor ikke kun en fortælling om krænkelser, sexisme og overgreb i Forsvaret. Det bliver også en fortælling om at skrive åbent om nogle af de sværeste oplevelser og stadig holde fast i, at Sønderborg er mere end det, der skete.



















