Biblioteket Sønderborg og Karsten Skov inviterer på litterær lydvandring, hvor man kan opleve den historiske fortælling ‘Berthas bog’ på gåtur med forfatteren. Det sker mandag den 15. juni med start fra Nordborg Pier.
Berthas bog er en historisk lydvandring, der handler om, hvad der kan få en mand til at forlade sin unge kone og deres barn. Historien er inspireret af den virkelige fortælling om Bertha Hahn og hendes mand, der pludselig en dag forlod deres fælles hjem og aldrig vendte tilbage.
Lytteren følger i Peter Hahns fodspor, mens man nyder udsigten ud over Lillebælt, og får forfatterens bud på, hvad der kunne være sket. Det er en historisk fortælling med et nutidigt twist, der handler om kærlighed, svigt og sorg.
Karsten Skov er født i Sønderborg, og han er forfatter af historiske romaner fra grænselandet og foredragsholder, og så har han i mange år arbejdet med og skrevet fag- og lærebøger inden for IT-området. Hans romaner er ofte inspireret af relationerne mellem den danske og tyske befolkning i grænselandet.
I 2022 blev Karsten Skov tildelt Johanne Hansens Legat for at have sat fokus på relationerne i grænselandet og for med indlevelse, respekt og kærlighed at skildre Sønderjyllands historie.
Turen starter med, at Karsten Skov fortæller om sit arbejde med teksten og tankerne bag fortællingen, og efter turen samles deltagerne til en uformel snak med mulighed for at stille spørgsmål til forfatteren. Turen er cirka 3 kilometer lang.
Lydvandringen er en del af arrangementsrækken ’I forfatterens SPOR’, som er blevet til i anledning af Biblioteket Sønderborgs lancering af ’SPOR’.
Den litterære lydvandring med Karsten Skov finder sted mandag den 15. juni 2026 fra klokken 18:30 til cirka 21:00 med start fra Nordborg Pier ved Nordborg Resort. Alle er velkomne, og billetter inklusiv let forplejning kan købes via Biblioteket Sønderborgs hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















