Efter knap fem år som cykelsmed i Nordborg har Preben Schou truffet beslutningen om at stoppe. Æ Cykelsmej lukkede onsdag den 10. juni med øjeblikkelig virkning, fordi helbredet og kræfterne ikke længere rækker til arbejdet i værkstedet.
“Nu er jeg blevet stresset og helt drænet for energi, og det er blevet svært at tage fat på de cykler, der står i værkstedet. Jeg bliver snart 67 år, og derfor er det tid til at drosle ned og få mere ro på derhjemme”, fortæller Preben Schou til SønderborgNYT.
Beslutningen kommer efter en længere periode med alvorlige helbredsproblemer. I december 2024 fik Preben Schou en stor blodprop i hjertet, og i april 2025 blev han ramt af endnu en.
“Efter den første blodprop gik det egentlig rigtig godt, men sidst på året begyndte det at gå den forkerte vej. Jeg fortsatte alligevel, selv om jeg godt kunne mærke, at kroppen havde brug for ro”.
Lukningen betyder, at Preben Schou ikke længere tager nye cykler ind. De cykler, der allerede står på værkstedet, bliver lavet færdige, og derefter vil han sælge ud af de reservedele, han har tilbage på lageret.
Der er ikke planer om at finde en ny ejer, som kan føre værkstedet videre. Når de sidste cykler er repareret, og lageret er solgt, lukker Æ Cykelsmej helt. For Preben Schou bliver det samtidig et farvel til de kunder, der gennem årene har afleveret deres cykler på værkstedet.
“Jeg har været cykelsmed i Nordborg i knap fem år og har fået mange gode faste kunder gennem tiden. Dem kommer jeg helt sikkert til at savne”.




















