De to venstrefløjspartier, SF og Enhedslisten, var ikke inviteret af fagbevægelsen, så de skulle ikke tale ved de røde faner i Kongevejsparken – så de var gået sammen om at fejre 1. maj ved Rønhaveplads, hvor de to partier fik nogle snakke med folk på gaden, som havde lyst til at snakke lidt politik.
“Vi er her på Rønhaveplads for at vise, at SF er tilstede i Sønderborg. Vi måtte jo ikke være med i Kongevejsparken, så vi er her sammen med Enhedslisten, hvor SF gerne vil snakke seniorjob-ordning og seniorpension med folk på gaden. Seniorpensionen kan blive til Arne+ og det betyder 4000 kroner mindre om måneden i forhold til i dag”, sagde SFs nye formand, John Brandt, til SønderborgNYT.
Formanden fortalte videre, at kigger man på SF Sønderborgs Facebookside, så kan man se den tale, som han ville have holdt, hvis SF var inviteret i Kongevejsparken.
Asger Romme Andersen fra Enhedslisten var også på Rønhaveplads – og det er hans første ‘arbejdsdag’ efter en barselsorlov.
“Vi fra Enhedslisten vil sammen med SF vise borgerne, at venstrefløjen er tilstede i kommunen. SF har jo fået ny formand og vi ser frem til et godt samarbejde”, sagde Asger Romme Andersen, som håber, der kommer nogle, der vil ha’ en kop kaffe og en snak om politik.
“Der må rigtigt gerne komme nogle socialdemokrater, så vi kan få en snak om skattelettelser og om Store Bededag”, sagde Asger Romme Andersen.

















