Sønderjysk Pigekor og Drengekor inviterer til optagelsesprøver for sangglade børn og unge, som gerne vil synge i kor. Det sker tirsdag den 9. juni på Sønderborg Kaserne.
Koret søger piger i alderen 7-18 år og drenge i alderen 7-12 år, som ønsker at være en del af det store fællesskab, som både findes ved hyggelige koraftner hver uge og ved årets store koncerter, blandt andet samarbejdet med Sigurd Barrett for børnekorene og bandet Efterklang for pigerne i Koncertkoret.
Man behøver ikke nødvendigvis at kunne en masse, for at synge med i koret – det skal man nok lære, når man starter. Ved optagelsesprøven synger man et enkelt vers af en dansk sang, for eksempel ’Jeg ved en lærkerede’ eller en anden sang, man godt kan lide.
”Det tager kun fem minutter at synge for os, og man får besked med det samme. Vi optager næsten alle sangere, som søger ind hos os, så man skal ikke være nervøs for optagelsesprøven. Langt de fleste børn og unge synger grundlæggende godt, så det vigtigste er, at man udstråler lyst til at synge i kor. Og så bruger vi optagelsesprøven til at vurdere, hvilket kor og hvilken stemmegruppe, sangerne skal synge i. Man kan sagtens begynde til kor, selv om man er 18 år, så vi håber at se en masse børn og unge i alle aldre. Vi har kaffe klar til ventende forældre og saft og kage til alle sangere, som kommer og synger for os”. fortæller korets chefdirigent Mette Rasmussen.
Sønderjysk Pigekor og Drengekor består af cirka 220 drenge og piger i alderen 3-20 år samt et forældrekor. De deler sangglæden med hinanden og publikum, som hvert år kan nyde koncerter i både ind- og udland. Koret giver gode venner, smukke stemmer og masser af oplevelser.
Optagelsesprøven finder sted tirsdag den 9. juni 2026 mellem klokken 16:00 og 17:00 på Sønderborg Kaserne på 4. sal. Tilmelding er ikke nødvendig, man møder bare op – læs mere om koret og optagelse på Sønderjysk Pigekor og Drengekors hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















