Sønderborg Station har fået en ny service til cyklister. Der er nemlig blevet opsat otte aflåste cykelbokse, som skal gøre det både nemmere og mere trygt at parkere cyklen, mens man er på farten.
De nye bokse er gratis at benytte og kan åbnes via appen Bikeep. Dermed kan pendlere, studerende og andre rejsende låse deres cykel sikkert inde, mens de tager toget eller opholder sig andre steder.
Løsningen er samtidig tænkt til flere typer cykler. Boksene er store nok til også at rumme ladcykler, men almindelige cykler og scootere kan naturligvis også benytte dem.
Har man en elcykel, er der en ekstra fordel. Inde i boksene findes et almindeligt 230 volt-stik, så batteriet kan oplades under parkeringen. Det kræver blot, at man selv medbringer sin oplader.
Det oplyser Sønderborg Kommune.
















