1300 biblioteksbrugere læser i flok

4. november 2016 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Siden 2011 er antallet af læseklubber på bibliotekerne rundt om i landet steget med 73 procent. På Sønderborg Kommunes biblioteker kan man også mærke, at der er en stor interesse for at læse i flok.

Her har man cirka 1.300 brugere, der er medlem af en læseklub eller læsekreds.

Når vejret rusker udenfor, er der mange, der godt kan lide at smække benene op og gå i gang med en god bog. Og flere vælger faktisk at tage bogen under armen og deltage i læseklubber.

Det viser tal fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

 

Hanne Sørensen, der er souschef på biblioteket i Sønderborg, siger til DR Syd:

“Jeg tror i høj grad, læseklubber er en modbevægelse til det digitale. Pludselig kommer man til at savne nærværet og muligheden for at sidde ved siden af nogen, man kan diskutere med”, siger hun.

Det er forsker i litteratursociologi på Københavns Universitet Gitte Balling enig i.

Samtidig tilføjer læseklubberne en helt ny dimension til læseoplevelsen, fordi man får flere øjne på den samme læseoplevelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Alle har forskellige oplevelser med en bog, som man får samlet og udvekslet. På den måde kan man få øje på ting, man ikke selv har opdaget”, siger hun.