15-årige Freja Oluffa Gørtz fik forleden en af hendes helt store drømme opfyldt: Hun fik besked om at hun er udtaget til det danske U17-volleyball-landshold. Freja Oluffa Gørtz har spillet volleybold i små fem år og det er der en god forklaring på:
“Jeg startede med volley, fordi min mor spillede, og det så sjovt ud”, siger Freja Oluffa Gørtz til SønderborgNYT og hun fortsætter:
“Jeg synes der er mange søde mennesker indenfor min sport og vi har det rigtig godt sammen”.
Den 15-årige volleyballspiller har været rigtig glad for sporten, og nu har det så bragt hende så vidt, at hun er udtaget til U17-landsholdet, hvor hun allerede indenfor den nærmeste fremtid får sin debut. Hun skal, sammen med de andre nye spiller, på en træningscamp i København, hvor spillerne skal lære at arbejde sammen på banen.
Når campen er overstået, skal holdet sidst i oktober til NEVZA-mesterskaberne, som er det nordeuropæiske mesterskab for U17-landshold.
Freja spiller lige nu på det hjemlige Sønderborghold, DU18, og det har hun ingen planer om at stopper med – heller ikke selvom hun nu også kan kalde sig landsholdspiller.




















