Halv pris på alle billettyper frem til 9. august er sommerens tilbud fra Historiecenter Dybbøl Banke – takket være Folketingets sommerpakke.
“Vi er glade for, at vi er omfattet af sommerpakken, for netop 100-året for Genforeningen er vigtig for os. Det har affødt stor interesse for grænselandets historie, som vi er en helt central del af. Uden 1864 var der jo ingen genforening. På Dybbøl Banke får man hele historien med”, siger centerleder Bjørn Østergaard i en pressemeddelelse.
God plads på Dybbøl Banke
Corona skal ikke få lov at dominere sommeren. Historiecentret er klar med håndsprit og følger afstandskravene. Det betyder, at der er plads til færre mennesker i selve centerbygningen på samme tid, og der kan komme ventetider midt på dagen.
Men så kan man boltre sig på det store område ude på Dybbøl Banke, hvor soldaterne kæmpede i et af de dramatiske slag mod de overlegne preussere i 1864. Historiecentret har tilrettelagt en quiz med en række spørgsmål, man finder svaret på rundt omkring på Dybbøl Banke.
Den levende soldaterby
Soldaterlandsbyen er som tidligere år levendegjort hver dag i hele skolernes sommerferie. Her kan man støbe en kugle hos smeden, lede efter spor fra krigen med en metaldetektor eller deltage i en af de mange andre aktiviteter i lejren.
Filmeffekter med eksplosioner
Nogle dage om ugen viser historiecentrets fyrværker, hvordan man laver filmeffekter med voldsomme eksplosioner.
“Vi er til for at formidle viden for både børn og voksne, og det gør vi bedst ved at lave aktiviteter, som alle kan deltage i og lære nyt af. Man må gerne have det sjovt imens, og man må rigtig gerne tage god tid om et besøg på Dybbøl Banke. Vi har både action for børn, film for alle og et sted, man kan sidde og nyde sin kaffe og kigge ud over det smukke landskab, som nu i 100 år har været dansk”, siger Bjørn Østergaard.