Svømmeklubben Sønderborg retter fokus mod nye initiativer

Flere af bestyrelsesmedlemmerne. Privat foto
Flere af bestyrelsesmedlemmerne. Privat foto
10. februar 2024 Sport Skrevet af: Ole Kæhler

En ny strategi skal give flere medlemmer, skaffe flere frivillige og styrke Svømmeklubben Sønderborgs økonomi yderligere og den bedste måde at få flere medlemmer på, det er at holde på dem, man allerede har.

Det er tankegangen bag en ny strategi fra Svømmeklubben Sønderborg, som har til formål at få medlemstallet til at vokse og skabe yderligere indtægter for klubben.

”Vi har i forvejen et meget flot tilbud for vores konkurrencesvømmere, som kan bringe vores børn og unge talenter hele vejen til at blive Danmarksmester, hvis evnerne og viljen ellers er til det. Det gode tilbud holder vi fast i – men 2024 bliver året, hvor vi fokuserer på svømmeskolen og den almene afdeling. Det er ganske enkelt nødvendigt. Uden dem, ingen svømmeklub”, siger bestyrelsesformand Claus Træger i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udviklingen skal vendes

Han kan kigge tilbage på et 2023 med et væld af aktiviteter, flotte resultater, en stor 70 års jubilæumsfest og en fejring af, at cheftrænerparret Stefka Alexieva og Nikolay Gamishev har været i klubben i 20 år. Alligevel står medlemstallet stille og klubben skal stadig arbejde meget for at få de økonomiske ender til at mødes.

”Vi oplever fortsat, at mange svømmere falder fra efter nogle år i svømmeskolen, og den udvikling skal vendes. Ved at øge det sociale sammenhold på de almene hold kan vi forhåbentlig gøre det mere attraktivt at fortsætte til andre tilbud i klubben. Derfor er vi fx på vej med et socialt arrangement for svømmerne på nogle af de almene hold, som vil kombinere svømning, leg og hygge, og vi har flere initiativer i støbeskeen”, siger Claus Træger.

Artiklen fortsætter under annoncen

De indebærer blandt andet en yderligere opkvalificering af klubbens timelønnede instruktører, så de i højere grad kan undervise børn med særlige behov; en indsats, der skal øge antallet af frivillige i klubben; og en udvidelse af de indtægtsgivende aktiviteter som eksempelvis et sponsorstævne.

”Vi har store forventninger til de nye aktiviteter og initiativer, og vi tror på, at de kan være med til at give hele klubben et løft og gøre den mere robust til fremtiden”, siger Claus Træger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ny mand i bestyrelsen

Det nye år byder i øvrigt på et nyvalg til bestyrelsen, efter Mette Sørensen er trådt ud. Hun afløses af Andreas Schultz Hermannsen.

Jeg vil godt sige stort tak til Mette Sørensen, som har ydet en stor indsats for at skabe et varieret holdudbud og tiltrække nye medlemmer. Samtidig glæder det os at byde velkommen til Andreas, og vi ser frem til at samarbejde om at passe på den klub, vi er så stolte af. Vi har det helt rigtige hold til at drive den fremad”, siger Claus Træger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsen i Svømmeklubben Sønderborg består af formand Claus Træger, næstformand Flemming Ramberg Mortensen, kasserer Christian Hoffmann, bestyrelsesmedlem Nina Ramberg og nyvalgte Andreas Schultz Hermannsen.