Fuglsang har travlt med at tappe øl til Ringriderfesten

31. maj 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det sønderjyske bryggeri Fuglsang i Haderslev er i fuld gang med at tappe årets specialøl til Ringriderfesten i Sønderborg.

I dagene fra den 7. til og med den 10. juli ventes der afsat mellem 25.000 og 30.000 specialøl.

Hertil kommer de pilsnere, der bliver drukket op til festen.

Det er femte gang Bryggeriet Fuglsang står bag Ringriderpilsner. Det sker i tæt samarbejde med sponsoren bag det skummende bryg, Kreditbankens afdeling i Sønderborg.

Ringriderpilsner er en lys ravfarvet undergæret øl med moderat til lav restsødme. I brygprocessen er der anvendt Pilsner-Münchnermalt, som giver øllets dets karakteristiske maltaroma og farve.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fuglsang anvender den tyske humle fra Hallertau Tetnang. Det er med til at give øllet en frisk duft. Bitterheden i Ringriderpilsner er moderat. Det sikrer, at bryggets frugtnoter smagsmæssigt kommer fint igennem.

Også i år er brygmetoden med til at gøre Ringriderpilsner til en god sommerøl, skriver Ringriderfesten i en pressemeddelelse.

Første gang det bliver muligt at smage årets bryg, bliver fredag den 9. juni kl. 16 ved et arrangement i gården hos Wohlenberg Vinhandel på Perlegade.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her udskænkes der smagsprøver til alle tilstedeværende, og det plejer at være en meget munter og underholdende begivenhed.