Måske 3 millioner på vej til Sønderjyllands Symfoniorkester

23. august 2018 Kultur Skrevet af: Michael Kjær

For at styrke dansk kultur i hele landet, har regeringen i forbindelse med den kommende finanslov, afsat 100 millioner kroner årligt fra 2019-2022 til dansk kulturliv og det kan betyde ekstra 3 millioner kroner til Sønderjyllands Symfoniorkester, der holder til i Alsion. Det oplyser Kulturministeriet.

I alt er der afsat 15 millioner til landsdelsorkestrene i årene 2019-2022 til at styrke den klassiske orkestermusik i hele landet og Sønderjyllands Symfoniorkester får, hvis regeringens finanslov vedtages, i alt 3 millioner kroner fordelt med 1 million ekstra i 2019 og 2020 og en halv million ekstra i årene 2021 og 2022.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderjyllands Symfoniorkester er et landsdelsorkester med 65 passionerede strygere, blæsere og slagtøjsspillere og spiller koncerter hver uge over hele Syd- og Sønderjylland og hvert år spilles det til omkring 150 arrangementer – lige fra symfonikoncerter til kirkekoncerter, skolekoncerter og familiekoncerter.