Sundgadebeboere vil præge fornyelsen i deres område

29. april 2019 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Det var med stor tilfredshed, at initiativtageren til et beboermøde for Sundgade-kvarteret, Ray Jones, Sundgade 18 B, kunne byde velkommen til de ca. 60 deltagere i mødet i Sundhalle.

Han orienterede derefter om baggrunden for mødet nemlig et bredt ønske om at få ryddet brandtomter og andre skæmmende områder i nærheden af fiskerihavnen, efter at kommunen har tilbagekøbt de pågældende områder, skriver Sundgades Arbejdsgruppe i en pressemeddelelse.

Det fremgik af den efterfølgende debat, med Preben Sørensen, Sundgade 3 som mødeleder, at beboerne ser frem til flere grønne områder og ikke ønsker højhusbyggeri eller lignende.Der fremkom således en række forslag til den fremtidige udvikling af Sundgade i dens fulde udstrækning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der var enighed om at at danne en forening til Sundgades fornyelse, som kan deltage aktivt i de kommende drøftelser om en ny lokalplan for området.

Der blev skriftligt bekræftet, at 44 husstande gerne vil støtte initiativet, og der blev på mødet lavet en arbejdsgruppe under Ray Jones´ ledelse, som skal forberede og indkalde til en stiftende generalforsamling for den nye forening snarest muligt.