5. marts 1864:
Indtil i dag er krigen foregået i Slesvig, når man ser bort fra Preussens besættelse af Kolding. Preussen og Østrig har fra begyndelsen af krigshandlingerne netop slået på, at deres mål kun var en besættelse af Slesvig, men efter preussisk pres er de to tyske allierede nu klar til at tage næste skridt. På et møde i går enedes de to parter om de nye mål, og i dag undertegnes protokollen officielt. De to magter aftaler:
1. at den militære Hovedopgave nu matte være Erobringen af Dybbøl og Als for at hindre Troppekoncentration i de Allieredes Flanke; desuden skulde der foretages en Fremrykning i Jylland som Modtræk mod Krigen paa Havene.
2. at dette Skridt kun dikteredes af militære Grunde, saa at intet herved ændredes i tidligere Erklæringer. Østrig og Preussen var vedvarende rede til at slutte Vaabentilstand paa Grundlag enten af den militære status quo eller samtidig Rømning af Dybbøl-Als og Nørre-Jylland.
3. at Østrig og Preussen i Betragtning af, at Besættelsen af Slesvig havde udviklet sig til Krig, ikke følte sig bunde ved tidligere Traktater og altsaa vilde kunne stille Forslag paa Konferencen uden Hensyn til Aftalerne fra 1851-52
Preussen og Østrig vil altså tage Jylland i pant for at hævde ret på Dybbøl og Als, som altså kan byttes for Jylland. Dette hænger også sammen med, at man har indset, at det kan tage et stykke tid at indtage Dybbølstillingen, da man først skal igennem en omfattende belejring for at svække stillingen.
Bismarck har allerede på et preussisk kronråd i begyndelsen af februar slået fast, at målet må være Slesvigs erobring for Preussen, og selvom dette stadig ikke siges åbent, afspejles det i aftalen med Østrig. Allervigtigst er måske her aftalens tredje punkt, idet Bismarck her har fået østrigernes accept af, at krigen nu ikke kun går ud på at opretholde aftalerne fra 1851-52, men at der også kan komme andre krav på bordet, da Preussen nu betragter sig som frigjorte af Londontraktaten.
