1750 mennesker fra nær og fjern – unge som gamle, havde i går en fest på Guderup Idrætsanlæg – Linak Arena. Det dejlige vejr og det flotte idrætsanlæg dannede rammen for fodboldkampen mellem Aab og Egen UI, alias Goliat og David. Tak for det flotte fremmøde og opbakning til arrangementet, skriver Egen UI.
60 frivillige sørgede for, at alt klappede, og en stor tak til dem alle. Og tak til Sønderborg Kommune for lån af flagallé og tribune. 26 sponsorer havde takket ja til invitationen, og havde et par hyggelige timer sammen før, under og efter kampen, også tak til dem og alle de andre sponsorer, der gør det muligt at drive en idrætsforening som Egen Ungdoms- og Idrætsforening.
Selve fodboldkampen endte med en nordjysk sejr på 8-0. Fuldt fortjent og Aab videre til næste runde af pokalturneringen. Egen spillede fint med den første halve time. De kæmpede det bedste de havde lært, og fortsatte hele kampen igennem med at gøre deres bedste.
I takt med at kræfterne svandt overtog Aab mere og mere kampen og sad i 2. halvleg tungt på kampen. Trods dette, levede publikum med, og klapsalverne bragede ned mod spillerne, hver gang en Egen-spiller erobrede bolden, vandt en tackling eller lavede en flot aflevering. De fleste klapsalver fik de to Egen-målmænd – de stod en halvleg hver – de havde nok at se til denne dejlige eftermiddag, og de præsterede mange flotte redninger.
Målsætninger lykkedes næsten. Ingen Aab-scoringer det første kvarter – der gik 14 minutter og 36 sekunder før Aab scorede til 1-0. Ikke tabe tocifret – kampen endte 8-0 – så det lykkedes, og sidste målsætning var at score et mål – det lykkedes desværre ikke.
Pyt med resultatet – det var en rigtig dejlig oplevelse. For spillerne, for gæsterne og for alle vi tilskuere. Og det er så dejligt at få lov til at lave en fest, hvor det drejer sig om at alle får en god oplevelse.
Næste gang, hvis det skulle lykkes, så skal vi nok leje en toiletvogn. For de syv toiletter, vi havde til rådighed, var ikke nok. Det lærte vi og beklager. Så det skal nok blive bedre næste gang.
Trods dette, fik vi kun positive tilbagemeldinger og bemærkninger fra alle, selv Aab-tilhængere, Aab-staben og spillerne fra Aab roste arrangementet og faciliteterne i Guderup. Og det er vi mægtig stolte af.
Tak for en herlig, herlig dag.

















