Fra idé i børnehaven til fædrekor i Sønderborg

FarCappella har plads til flere sangglade fædre

Privatfoto

FarCappella har plads til flere sangglade fædre

Privatfoto

18. juni 2026 Sport Skrevet af: Sissel Vinther

Det begyndte med en snak over en kop kaffe i børnehaven og nu har idéen udviklet sig til et nyt kor for fædre i Dybbøl, hvor mænd mødes for at synge, grine og lære hinanden at kende. Bag initiativet står Jan Arpe Mortensen, som selv savnede et sted at møde nye mennesker efter flytningen til området.

Jan Arpe Mortensen har selv sunget i kor gennem mange år og har erfaring med både at dirigere og lave korarrangementer. Da idéen til FarCappella blev luftet til forældrekaffe i børnehaven, blev den mødt med stor opbakning.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg tænkte, hvad er jeg god til, og hvad kan jeg selv skabe. Noget med musik. At synge er noget af det bedste, jeg ved, og da idéen blev mødt med en kæmpe ja-hat energi, tænkte jeg, at det skulle realiseres”, fortæller Jan Arpe Mortensen til SønderborgNYT.

FarCappella er i første omgang for fædre i Dybbøl. Tanken er at skabe et frirum, hvor mænd kan synge sammen uden at skulle bekymre sig for meget om, hvorvidt stemmen holder.

“Det kan være lidt grænseoverskridende, når man ikke er vant til at synge sammen med andre. Derfor vil jeg skabe et sted, hvor mænd kan synge sammen med andre mænd og give den gas med noget, de måske er lidt usikre på”, fortæller Jan Arpe Mortensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den første øveaften begyndte med en introduktionsrunde, rytmetræning, opvarmning og de første sange. Ifølge Jan Arpe Mortensen blev han overrasket over lyden fra den gruppe fædre, der var mødt op.

“Jeg blev fuldstændig blæst bagover. Den lyd, der kom ud af fædreflokken, var både ren og fuld af kraft. Som øveren skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det her er noget, vi gerne vil. Vi afsluttede endda den første øveaften med et flerstemmigt arrangement af ‘Danmark’ fra Gnags”, fortæller Jan Arpe Mortensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Blandt deltagerne var Jesper Wrang, som længe har haft lyst til at synge i kor.

“Jeg tror, de fleste af os havde gåsehud flere gange under første øveaften. Jeg har i 10-15 år drømt om at starte i et kor uden helt at finde det fællesskab, jeg håbede på. Det har jeg fundet i et lokalt fædrekor”, fortæller Jesper Wrang.

FarCappella har plads til flere fædre, og ifølge Jan Arpe Mortensen kræver det først og fremmest lysten til sang og til at være med. Koret arbejder med rytmisk sang, energi og flerstemmighed, men der er også plads til dem, der mest har sunget i badet.

Artiklen fortsætter under annoncen

FarCappella øver tirsdage fra klokken 19:30 til 21:00 på Dybbøl-Skolen. Interesserede kan kontakte Jan Arpe Mortensen via Facebook eller på mailen [email protected].

18. juni 2026 Sport, Sønderborg

Fra idé i børnehaven til fædrekor i Sønderborg

18. juni 2026 Sport

Det begyndte med en snak over en kop kaffe i børnehaven og nu har idéen udviklet sig til et nyt kor for fædre i Dybbøl, hvor mænd mødes for at synge, grine og lære hinanden at kende. Bag initiativet står Jan Arpe Mortensen, som selv savnede et sted at møde nye mennesker efter flytningen til […]

Læs mere...