Da Tina Jørgensen gik til byfest i Varnæs, mødte hun en af Ringriderfestens lodseddel-sælgere og købte fem lodsedler. Da hun kom hjem, skrabede hun feltet med de små sidegevinster og hængte lodsedlerne op på køleskabet – for de fem sidegevinster skulle indløses inden 1. september.
Da rygtet om at hovedgevinsten – en knaldrød Ford Mustang Mach-E fra BEKA Auto – muligvis var på en lodseddel købt til Varnæs byfest, tjekkede hendes søn kuponerne en ekstra gang. Nummeret 9597 stod på den ene lodseddel, men havde et 0 foran. Det forvirrede, men for en sikkerheds skyld kontaktede familien Ringriderfestens komité og fik at vide, at nullet var et krav fra spilmyndighederne, og at lodsedlen var ok, skriver Ringriderfesten i en pressemeddelelse.
“Det var en meget mærkelig oplevelse”, siger en glad Tina, der til daglig arbejder hos købmanden i Bovrup.
Tina og gemalen har to ældre biler og har ikke det store kørselsbehov og mener ikke umiddelbart, at de kan køre 40.000 kilometer på to år, som er en del af hovedgevinsten. De vil nu tage en snak med Allan Paulsen fra BEKA Auto og Asger Sandhøj Jørgensen fra Lotterikomiteen for at finde ud af, om de skal beholde el-bilen om de skal tage imod de 50.000 kroner. som bilen kan konverteres til.


















