På mandag er der informationsmøde om et lokalplanforslag for Gråsten bymidte, der lige nu er i høring. På mødet, som finder sted i Ahlmannsparken klokken 19, vil man kunne høre om indholdet og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Desuden deltager Gråsten Forum og Gråsten Handel, som vil fortælle om deres arbejde med udvikling af bymidten.
Baggrunden for lokalplanforslaget er, at ejeren af en central bygning på Torvet i Gråsten sidste år søgte om at omdanne stueetagen fra erhverv til boliger. Det sagde Teknik, By og Boligudvalget nej til. Det udløste et §14-forbud, hvilket gør, at der skal laves et lokalplanforslag for bymidten, skriver Sønderborg Kommune.
Der er blandt andet fokus på at koncentrere bylivsskabende funktioner omkring Torvet. I den øvrige del af bymidten åbnes for at ændre erhvervslokaler i stueetagen til boligformål. Planforslaget sætter desuden rammerne for nybyggeri og bevaring af bymidtens særlige bygningskulturarv.

















