På onsdag skal Økonomiudvalget debattere og beslutte at godkende eller stemme imod Kommuneplanen, som rækker helt frem til 2035.
Økonomiudvalget har tidligere besluttet at 14 perspektivområder til solceller og vindmøller skrives i Kommuneplan 2023-2035.
På basis af drøftelser på temamøde fremlægger forvaltningen forslag til principper for vedvarende energiprojekter, VE-projekter – og dem skal Økonomiudvalget også se på og godkende, så de kommer med i Kommuneplanen, som er det næste punkt på mødets dagsorden.
Formålet med principperne er at arbejde for, at hvert VE-projekt bringer udvikling til det lokalområde, som det placeres i. Også at hvert projekt finder sin endelige udformning i tæt dialog med lokalområdet og Sønderborg Kommune. Det skal sikre, at anlægget bidrager til udviklingen.
Forvaltningen er desuden i gang med et inspirationskatalog for udvikling af lokalområderne.
SønderborgNYT TV havde besøg af byrådsmedlem og medlem af Økonomiudvalget Preben Storm, til en snak om december måneds møde i økonomiudvalget og du kan se hele tv-interviewet her på SønderborgNYT TV.



















