I den her tid har Allan Jylov fra Brøggeriet og Claus Elholm fra Mommark Marina travlt med at skrive indkøbslister, så de kan stå klar med maden til 1888 deltagere i Herrefrokosten ved Ringriderfesten.
– Vi skal have 800 kilo kartofler, 800 kilo oksekød og 700 kilo hvidkål, siger Allan Jylov til Sønderborg Nyt. Han fortæller, at det er 12. gang, Ringriderkomiteen har valgt, at han skal servicere Herrefrokosten.
– Heldigvis er Claus Elholm også med, så vi er to, der kan snakke om det hele og sikre, vi kommer rigtigt fra start, siger Allan Jylov. Og rigtigt fra start er at sørge for, at bordene bliver dækket, så alt står snorlige. Sikre, at der er rigeligt med folk til at stå i køkken og til at servere.
– Der skal 15 mand i køkkenet og så skal der bruges 120 til serveringen, siger han. 1888 kuverter er en del og det kræver naturligvis også lidt drikkevarer.
– Der kommer to 40 fods containere med øl og vand, siger Allan Jylov.
Efter herrerne er gået
Når gæsterne fra Herrefrokosten forlader festen og teltet, så skal der ryddes op. Bordene skal samles i stakke og stole skal stables, inden teltet lægges.
– Og når vi er nået dertil, så er det en lettelse, siger Allan Jylov. Lige så meget han glæder sig til det hele begynder – lige så dejligt er det, når Ringriderfesten slutter.
– Vi står jo også for Tyrolerfesten og Ældrearrangementet, så der er fuld tryk på hele vejen igennem, siger restauratøren.
Sønderborg Nyt har naturligvis billeder fra sidste udgave af Herrefrokosten.