På Folkemødet samles borgere og beslutningstagere og hundredvis af organisationer på Bornholm til demokratiske debatter om vores fælles samfund i dagene fra den 13. til den 15. juni.
“Byrådspolitikerne har besluttet, at de ikke deltager, så der er ikke nogen, der skal afsted på kommunens regning”, siger kommunaldirektør Tim Hansen til SønderborgNYT.
Der er alligevel nogle enkelte fra Byrådet, der har mulighed for at få betalt turen, hvis de vil til Folkemødet.
Og det gør formanden for Landdistriktsudvalget, Tom Hartvig Nielsen.
“Jeg skal afsted sammen med LAG Aabenraa-Sønderborg – og altså ikke for kommunens penge – og vi skal tale landdistrikternes sag”, siger Tom Hartvig Nielsen til SønderborgNYT.
Danmark er et land med et enormt stærkt civilsamfund, der har en veludviklet forenings- og frivillighedskultur – især i landsbyer og landdistrikter. En ånd, der trækker tråde ind mange af samfundets og livets facetter.
Det er LAG Aabenraa-Sønderborgs oplevelse, at frivillighedskulturen er truet af bureaukrati, regler og lovgivning, som risikerer at true sammenhængskraften i samfundet og de frivillige initiativer.
Landsbyernes og lokalsamfundenes stemmer arbejder for større indflydelse på at øge nærdemokratiet og dermed støtte fællesskabet.
“Det handler især om at skabe en bevægelse i retning af en udvikling, der sikrer fremtiden i landsbyerne, hvor flere tager del i, får indflydelse på og tager ansvar for fællesskabet. De forhold, der forhindrer ilden i at brænde, skal væk”, siger Tom Hartvig Nielsen.



















