161 tyskere optaget på videregående danske uddannelser

4. august 2014 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Sydslesvigske studenter har i år igen fået god plads på de videregående uddannelser i Syddanmark.alsion

I alt er 161 optaget på enten UC Syd eller på SDU.

Flensborg Avis har fået begge uddannelsesinstitutioner til at lave et særtræk med tyske statsborgere, der er kommet ind via kvote 1-systemet i Danmark. Da det samtidig blandt udlændinge kun er studerende på de danske gymnasier i Sydslesvig, der har adgang til at søge ind på de videregående uddannelser i Danmark via kvote 1, er det også det tætteste, vi kommer på et reelt overblik.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der kan dog være sydslesvigere, som har søgt ind via kvote 2 – og derfor ikke er indeholdt i denne opgørelse.

Langt størstedelen skal studere på SDUs campus i Sønderborg, hvor 23 skal læse BA Int (erhvervsøkonomi og erhvervssprog), som udbydes i samarbejde med universitetet i Flensborg, 17 skal læse erhvervsøkonomi, 21 skal læse europæiske studier, 18 skal læse international virksomhedskommunikation, syv kan se frem til at blive forskellige former for civilingeniører og en enkelt skal læse negot (en blanding af kultur, sprog, økonomi og politik).

Artiklen fortsætter under annoncen

Dermed skal 87 ud af de 124 sydslesvigere, der er blevet optaget på SDU, læse i Sønderborg. Resten spreder sig over uddannelserne på SDUs mange forskellige campuser rundt om i landet.

Den næste højdespringer er pædagoguddannelsen i Aabenraa, hvor 23 sydslesvigere skal starte efter sommerferien. Derudover vil ti starte på socialrådgiveruddannelsen i Aabenraa.

I den mindre glade ende af skalaen oplyser SDU, at man har haft syv ansøgere via kvote 1-systemet, som har fået afslag, ligesom der er flere ansøgninger, der er afsluttet ved optagelse på en anden uddannelse eller endnu ikke er færdigbehandlede, fordi der for eksempel mangler oplysninger fra ansøgeren.

Artiklen fortsætter under annoncen

På UC Syds forskellige uddannelser har i alt 29 fået afslag på deres ansøgning via kvote 1-systemet.

Her er det især pædagoguddannelsen, der med 17 afslag tegner sig for en stor del af de nedslående tilbagemeldinger til de sydslesvigske ansøgere.