Det bliver en dyr fornøjelse for det lille indenrigsflyselskab Alsie Express, at Københavns Lufthavn og lufthavnens tre største flyselskaber er blevet enige om at øge passagertaksterne på indenrigsflyvninger fra Københavns Lufthavn med 122 procent over de næste to år skriver Check-in.dk
Stigningen fra omkring 45 kroner til 100 kroner per afrejsende indenrigspassager vil koste Alsie Express mellem 1,5 og 1,8 mio. kroner om året i ekstraudgifter på selskabets indenrigsrute fra Sønderborg til København.
- Det er virkelig en spand kold vand i hovedet på os. Vi driver en meget lille rute, hvor vi i forvejen vender hver en krone, forklarer direktør Henrik Therkelsen fra Air Alsie, som står bag Alsie Express.
I starten af august kunne Københavns Lufthavn præsentere en ny fire-årig aftale om, hvad det skal koste luftfartsselskaberne at bruge lufthavnen. Aftalen var forhandlet på plads med lufthavnens tre største brugere: SAS, Norwegian og easyJet.
De nye takster gælder dog for alle luftfartsselskaber.
Alsie Express vil senere i denne måned mødes med Københavns Lufthavn for at høre mere om de nye vilkår og takster for at bruge lufthavnen