Hvor meget værktøj der var i den container, der natten til onsdag blev tømt af en eller flere gerningsmænd, ved politiet endnu ikke.
“Det er entreprenørfirmaet ved at finde ud af”, siger Christian Lehmann fra politiet i Sønderborg.
Containeren stod på en byggeplads ved Porten i Dybbøl.
“Der er skåret hul i siden på containeren – sikkert med en vinkelsliber – og den blev ryddet for værktøj, så det drjer sig om en hel del”, siger Christian Lehmann.
“Vi har sikret mulig dna fra stedet og arbejder på at få opklaret sagen”.
Hvis der er nogen, som har bemærket noget i området natten til onsdag, så vil politiet gerne høre om det.
Politiet har telefon 1-1-4.

















