Søndag omkring klokken 11:30 blev beredskabet i Sønderborg sat i højeste alarmberedskab, da en melding om en større forurening i området omkring Rensningsanlægget ved Verdens Ende ved Alssundbroen indløb.
Beredskabschef Allan Dalager fra Sønderborg Beredskab oplyser til SønderborgNYT, at forureningen stammer fra et udslip på renseanlægget, hvilket resulterede i udledning af fortyndet slam i en lille bæk, der løber direkte ud i Alssund.
Brandfolkene arbejdede hurtigt på stedet med at opsætte flydespærringer for at begrænse skaden, og der blev også sendt en drone i luften for at få et overblik over situationens omfang.
“Vi har nu kontrol over situationen. Udslippet er standset, og der er opsat flydespærringer for at forhindre yderligere spredning”, siger Allan Dalager til SønderborgNYT.
Miljøvagten har været på stedet for at vurdere forureningens omfang, og deres vurdering er, at det udledte slam hurtigt vil fortyndes og forsvinde uden at forårsage større skade på miljøet i Alssund, oplyser beredskabschefen.
SONFOR, som ejer renseanlægget, hvor udslippet er sket, er til stede og har sat flere slamsugere ind for at rydde op.
“Vi arbejder i øjeblikket sammen med Miljøvagten for at rense op. Der er sendt flere slamsugere ud, og vi vurderer løbende situationen, men alt er under kontrol”, siger Susanne Lehmann Pagh, kommunikations- og kvalitetschef hos SONFOR.
Udslippet menes at være sket i løbet af natten til søndag, men det er endnu uklart, hvor meget fortyndet slam der er løbet ud, oplyser Susanne Lehmann Pagh til SønderborgNYT.
Årsagen til udslippet formodes at være en tilstoppet såkaldt dekanter – en enhed, der separerer i slam og væske Tilstopningen skyldes muligvis en død måge, hvilket har resulteret i, at det fortyndede slam er løbet over.
“Det er, hvad vi ved på nuværende tidspunkt. Vi fortsætter oprydningsarbejdet og vil gøre alt for at minimere eventuelle miljøpåvirkninger”, afslutter Susanne Lehmann Pagh fra SONFOR, til SønderborgNYT.
Spildevandschef Esben Lauesen fra SONFOR udtaler i en netop offentliggjort pressemeddelelse:
”Lige nu er det allervigtigste, at vi har fået standset ulykken. I de kommende dage skal vi så se på, hvilke konsekvenser der er for udstyret på renseanlægget”.



















