Sebastian Augustinussen forlænger med Sønderjyske Herrehåndbold

Sebastian Augustinussen bliver i lyseblåt. Pressefoto.

Sebastian Augustinussen bliver i lyseblåt. Pressefoto.

25. marts 2025 Sport Skrevet af: Michael Kjær

Sønderjyske Herrehåndbold kan glæde sig over, at samarbejdet med Sebastian Augustinussen fortsætter i de kommende år. Den alsidige højre fløj og højre back har netop sat sin underskrift på en to-årig kontraktforlængelse, hvilket betyder, at han vil bære den lyseblå trøje frem til sommeren 2027 – som minimum.

28-årige Sebastian Augustinussen kom til klubben i 2022 på en tre-årig aftale, og han har siden sin ankomst spillet en nøglerolle både på og uden for banen. Med erfaring fra både dansk og international håndbold har han været med til at løfte holdets niveau og har samtidig været en markant stemme i omklædningsrummet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er fedt at få forlænget med Seb. Han løser rigtig mange opgaver på et højt niveau og kommer med en fed indstilling til både træning og kamp. Og så fylder han også uden for banen og sørger for, at vores setup hele tiden udvikles i den rigtige retning – Seb er en vigtig type at have i gruppen”, siger sportsmanager Thomas Mogensen i en pressemeddelelse.

For Sebastian Augustinussen selv var det et helt naturligt valg at fortsætte i det sønderjyske:
“De sidste tre år har været en fantastisk rejse, hvor jeg ikke kun har udviklet mig som spiller, men også har lært Sønderjylland og den stærke kultur, der omgiver klubben, at kende”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fremhæver især klubbens udvikling og den nye struktur som en vigtig faktor:

“Klubben har gennemgået en enorm udvikling, ikke mindst med overgangen til en selvstændig enhed, hvilket har skabt et endnu stærkere fundament for fremtiden. Det har været utroligt inspirerende at være en del af denne rejse, og jeg er sikker på, at vi kun vil fortsætte med at bygge videre på den positive udvikling. Derfor var det et naturligt valg for mig at forlænge og være med til at forme klubbens fremtid”, siger Sebastian Augustinussen og sender en stor tak hele holdet og fansene:

Artiklen fortsætter under annoncen

“En kæmpe tak til hele trænerteamet, mine holdkammerater og alle omkring klubben, der hver dag arbejder hårdt for at gøre os bedre. Og ikke mindst en særlig tak til vores fantastiske fans, der støtter os uge efter uge – det betyder alt og jeg ser frem til mange flere store øjeblikke sammen”.

Med den nye aftale står det klart, at Sebastian Augustinussen fortsat vil være en central figur i Sønderjyske Herrehåndbolds fremtidige planer og ambitioner. Klubben og fansene kan se frem til flere stærke præstationer fra den erfarne spiller i de kommende sæsoner.

7. juni 2026 DET SKER, Broager, Kultur

Gå på litterær lydvandring i Maren Ingensteds fodspor på Broagerland

7. juni 2026 DET SKER

Biblioteket Sønderborg og Bente Løwe Christiansen inviterer på litterær lydvandring, hvor man kan opleve ‘Maren Ingensted’ på gåtur med forfatteren. Det sker torsdag den 11. juni med start fra Frydenlund i Broager. Denne dramatiske lydvandring tager udgangspunkt i sagnet om en røverbande på Broagerland. Lytteren tages med tilbage i tiden af en historiefortæller, der sidder […]

Læs mere...