Simon Bak og Niels Aagaard Nielsen fra Dartklubben Fluen er blevet udtaget til det danske herrelandshold, som skal repræsentere Danmark ved WDF’s World Cup 2025 i Sydkorea til september.
“Det er aldrig nemt at skulle udtage et landshold – der er altid stærke kandidater, som knokler for chancen. Når det er sagt, er jeg helt overbevist om, at vi stiller med det bedst mulige hold til september. Det er fire spillere med tårnhøjt niveau og et enormt udviklingspotentiale – og netop derfor ser jeg dette som et skridt ind i fremtiden. Vi tør satse på unge, dedikerede og professionelt indstillede talenter, som kan tegne fremtiden for dansk dartsport”, udtaler landstræner Daniel Thybøl.
Simon Bak er en erfaren landsholdsspiller, der i årevis har været en central figur i dansk elite-dart, mens Niels Aagaard Nielsen er debutant, der på kun lidt over to år er strøget til tops i dansk dart.
Udover de to lokale dartspillere skal Andreas Toft Jørgensen og Thomas Jensen Skriver fra Aabenraa repræsentere de danske farver.
“Særligt Andreas Toft Jørgensen og Simon Bak er etablerede navne i den danske elite, og for de fleste vil deres landsholdsudtagelse have været selvskreven. Omvendt er Thomas Jensen Skriver og Niels Aagaard Nielsen to spillere, der på kort tid er strøget til tops. Det er dog ingen overraskelse for mig, for jeg har i lang tid haft et særdeles godt øje til dem begge – selv jeg er dog blevet overrasket over deres eksplosive udvikling i 2025, hvilket jeg selvfølgelig kun har kunnet glæde mig over. På den baggrund glæder jeg mig nu helt enormt til samarbejdet med holdet frem mod World Cup”, siger landstræneren.
Turneringen afvikles i Sydkorea fra den 23. til 27. september 2025.

















