En ung mand blev torsdag eftermiddag overfaldet i en baggård ved Café P på Perlegade i Sønderborg. Overfaldet fandt sted omkring klokken 16:15 og efterforskes nu som en sag om vold.
”En ung mand blev trukket med om i baggården, hvor han blev slået tre gange i ansigtet med knytnæver. Overfaldet blev udført af en gruppe på tre unge mænd, men kun én af dem slog”, siger Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Motivet for overfaldet er endnu uklart, men politiet udelukker ikke, at der kan være en relation mellem gerningsmændene og offeret.
Gerningsmanden, der tildelte knytnæveslagene, beskrives som en mand i alderen 17-22 år, cirka 185 cm høj og almindelig af bygning. Han er mørk i huden, har mellemlangt, krøllet hår og var iført sort kasket, grøn trøje og sorte sportsbukser.
De to øvrige mænd beskrives begge som 17-22 år, mørke i huden og iført sort kasket.
Politiet har allerede været i kontakt med flere vidner, og videomateriale fra området bliver nu gennemgået som led i efterforskningen. Eventuelle vidner, der overværede episoden og endnu ikke har afgivet forklaring til politiet, opfordres til at henvende sig på telefon 114.

















