Under årets Ringriderfest har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget tre anmeldelser om formodet ‘drugging’ – altså mistanke om, at personer er blevet bedøvet med stoffer uden deres vidende. Alle tre episoder er sket over flere dage af festlighederne, og politiet efterlyser nu vidner og oplysninger.
Den første anmeldelse vedrører en 40-årig kvinde fra Frederikssund-området, som fredag aften mellem klokken 22:00 og 01:00 pludselig fik det dårligt og ‘gik ud som et lys’. Hun har fortalt politiet, at hendes reaktion ikke stemte overens med den mængde alkohol, hun havde indtaget og kvinden vågnede først dagen efter og kunne ikke huske, hvad der var sket i mellemtiden.
Forud for episoden havde hun drukket shots sammen med en mand, hun ikke kendte i forvejen. Der er ikke på nuværende tidspunkt mistanke om, at manden har gjort noget strafbart, men politiet ønsker at tale med ham og signalementet lyder: Mand, ca. 30 år, dansk af udseende, karseklippet hår og brune øjne.
Den anden sag fandt sted lørdag aften omkring klokken 23:00 i street-food-området. En 36-årig kvinde og hendes veninder satte sig ved et bord med nogle ukendte mænd og her blev de tilbudt en fadøl, og kort tid efter fik kvinden det dårligt. På den baggrund har hun anmeldt sagen til politiet som mulig drugging.
Den tredje anmeldelse kommer fra en mand, som mandag aften deltog i festlighederne, også i street food-området. Her var han sammen med venner og bekendte og drak øl og senere på aftenen fik han det pludselig så dårligt, at han næsten ikke kunne stå på benene – igen uden at alkoholmængden kunne forklare tilstanden. Han kan dog ikke huske noget konkret mistænkeligt eller nogen, der har pillet ved hans drikkevarer, har han oplyst til politiet.
“I alle tre sager er der udtaget blodprøver fra de forurettede, og vi afventer nu resultaterne for at fastslå, om der kan påvises nogen form for bedøvende eller narkotiske stoffer”, siger Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi og understreger, at sagerne tages meget alvorligt og opfordrer vidner, som har set noget mistænkeligt under Ringriderfesten – særligt i de nævnte tidsrum og områder – til at henvende sig på 114.



















