Et nyt lovforslag i regeringens sundhedsreform har skabt stor bekymring hos en af Sønderborgs praktiserende læger, Rune Jacobsen, der mener, at forslaget underminerer hele fundamentet for den nære og lokale lægedækning. Overfor SønderborgNYT advarede han søndag om, at regionernes øgede styring med arbejdstid, opgaver og honorering kan føre til lukninger af lægeklinikker og forringe borgernes adgang til sundhedsydelser.
Didde Lauritzen, formanden for Sundhedsudvalget og fra Socialdemokratiet, deler Rune Jacobsens og mange andre praktiserende lægers bekymringer for lovforslaget.
”Jeg synes desværre generelt, at sundhedsreformen, som skulle være en reform, der skulle bringe sundhedsvæsenet tættere på borgernes hverdag og skabe mere lighed, har en række tiltag, som risikerer at gøre det modsatte”, siger Didde Lauritzen til SønderborgNYT.
Det nye lovforslag, som indeholder omfattende ændringer af almen praksis, vil sammen med sundhedsreformen flytte opgaver og beslutningskompetence væk fra kommunerne og centralisere en stor del af styringen af det nære sundhedsvæsen hos regionerne og i de såkaldte sundhedsråd.
”Her er kommunerne godt nok repræsenteret, men de facto i undertal, og hvor regionerne har vetoret. Og i sundhedsrådene er almen praksis slet ikke repræsenteret, hvilket jeg også synes er problematisk”, siger Didde Lauritzen, der selv er børnelæge på Aabenraa Børneafdeling.
Et af sundhedsreformens formål er at skabe bedre lægedækning i hele landet, og her er løsningen blandt andet de ændrede forhold i almen praksis.
”Jeg mener, at sundhedsminister Sophie Løhdes diagnose er korrekt, men medicinen er efter min vurdering helt forkert. Jeg er dybt bekymret for, at når man på den her måde fratager en stor del af alment praktiserende lægers rettigheder og muligheder for selv at bestemme og tilrettelægge deres arbejde i egen praksis, så vil færre unge læger vælge almen praksis til, og flere ældre læger, som Rune Jacobsen, vil vælge at stoppe deres virke”, siger Didde Lauritzen.
Udvalgsformanden påpeger, at det i høj grad vil ramme kommuner i yderområderne, herunder Sønderborg Kommune, som allerede i dag er udfordret og har gjort mange lokale tiltag for at sikre, at der er praktiserende læger til alle.
”I sidste ende er jeg rigtig bekymret for borgernes sundhed og for det gode og tætte samarbejde, vi i dag i kommunen har med de praktiserende læger om at udvikle det nære sundhedsvæsen. Overalt i verden kigger man misundeligt på det danske sundhedsvæsens indgang til sygehusene – almen praksis. Det er en særdeles omkostningseffektiv funktion, som behandler langt de fleste kontakter selv og holder langt de fleste patienter ude af sygehusene”, siger Didde Lauritzen og opfordrer regeringen til at tage endnu et kig på sundhedsreformen:
”Min opfordring til regeringen skal være at gå tilbage til tegnebrættet og sammen med de praktiserende lægers organisation og andre interessenter finde en model, som løser de udfordringer, almen praksis og det nære sundhedsvæsen står overfor, fremfor at gøre dem værre”, siger socialdemokratiets Didde Lauritzen, som også er formand for Sundhedsudvalget, og understreger:
”Her i Sønderborg vil jeg og vi fortsat sikre et tæt og tillidsfuldt samarbejde med de praktiserende læger til gavn for borgerne”.
Venstres Tage Petersen, medlem af Regionsrådet og byrådsmedlem i Sønderborg, skriver i en kommentar til SønderborgNYT:
“De praktiserende læger er for langt de fleste af os indgangsdøren til sundhedsvæsenet, og vi har alle en interesse i at blive mødt af nogle faste læger med kendskab til patienterne, og som giver noget tryghed. Nu er det jo landspolitikerne, der har sendt lovforslaget i høring og senere skal afgøre sagen, og hensigten med forslaget er jo at styrke almen praksis, men man skal jo passe på, at man ikke smider de ting ud med badevandet, som fungerer godt”.
Lovforslaget er i øjeblikket i høring frem til den 21. august 2025, hvorefter Folketinget skal beslutte det videre forløb.





















