FC Sønderborg måtte lørdag eftermiddag se sig slået 1-3 af Odder IGF i Jyllandsserie 1 på LINAK Arena.
Gæsterne fik en drømmestart og kom foran allerede efter ni minutter. FC Sønderborg havde svært ved at finde rytmen i første halvleg, hvor Odder også pressede på for at udbygge føringen og blandt andet ramte stolpen.
Efter pausen kom hjemmeholdet bedre med i opgøret, men i det 66. minut faldt den afgørende sekvens. To hurtige gule kort betød, at FC Sønderborg i ti minutter måtte spille med blot ni mand. Odder udnyttede situationen kynisk og øgede til 0-2, inden de kort efter lukkede kampen helt med endnu en scoring til 0-3.
I overtiden lykkedes det dog FC Sønderborgs anfører, Ardit Murati, at reducere på straffespark, men mere blev det ikke til for hjemmeholdet, der dermed måtte indkassere sæsonens første nederlag på egen bane.
”Det var en af de kampe, vi ikke kan tage meget med fra. Nu handler det om at rejse sig hurtigt og se fremad”, udtaler Marius Vestergaard fra FC Sønderborg.
Næste udfordring for FC Sønderborg kommer allerede tirsdag aften, hvor holdet møder Aarhus 1900 på udebane.

















